Valerie, Josiah & Xavier

Xavier
Han vendte sig forskrækket rundt, da han hørte en stemme bag sig. Han kunne genkende stemmen med det samme, men han var overhovedet ikke klar til at stå til ansigt til ansigt over for hende med det han havde gjort. Uanset hvad, så vidste han, at hun sikkert på en eller anden måde kunne gennemskue ham bare ved at kigge på ham. Han bed sig lidt i læben og vendte blikket ned i jorden, da han ikke rigtigt vidste hvor han ellers skulle kigge hen. ''Jeg går nu'' sagde han så, da han ikke helt vidste hvad han ellers skulle sige. Det havde selvfølgelig været skiderisikabelt at gå ind i hendes hus, men hans nysgerrighed pirrede ham jo. Han begyndte at gå mod døren.

Valerie

Hun satte hurtigt lysesstagen fra sig igen, da hun på ingen måde havde tænkt sig at slå ham. Men først havde hun ikke vidst hvem det var og måtte ligesom forberede sig på hvad som helst. "Du går ingen steder!" Mumlede hun surt og blev bare stående i døren, så han ikke ville kunne komme forbi. "Du kan ikke bare komme her også..bryde ind også..bare gå..igen" Mumlede hun og holdt sit blik fast på ham. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, da hun ikke havde set ham længe og de nu pludselig stod ansigt til ansigt.

Xavier
Han stoppede op nogle skridt fra hende og så hende i øjnene i et øjeblik. Selvfølgelig var det ret sært, at han bare stod i hendes hus og allerede var på vej ud af døren, men ærlig talt så havde han ikke mod nok til at starte med hende. Han følte sig lidt trukket op i et hjørne og vidste ikke rigtigt hvor han skulle gøre af sig selv for et øjeblik. Alligevel sørgede han for at se helt cool ud med situationen. ''Jeg går hvis jeg har lyst til. Og hvis du har lyst til at stå der og samle støv, så kan jeg gå ud af døren i dit soveværelse'' sagde han blot, inden han dog bed sig i læben, da det måske var lidt skræmmende, at han kendte hendes hus så godt, men sandheden var at han havde holdt øje med hende i flere måneder.

Valerie

Hun så en smule undrende på ham, da han åbenbart vidste hvordan hendes hus så ud. "Hvor...mange gange har du været her?" Mumlede hun lidt dumt, da hun ikke havde regnet med, at han havde været der mere en denne ene gang, men det var ret meget han havde fundet ud af, på den korte tid hun havde været udenfor. "Hvis alt kommer til alt, så du stækere end mig, så hvis du virkelig ville, så kunne du os komme ud her, jeg troede bare du var mere mand, end bare at..stikke halen mellem benene" Mumlede hun surt. "Men på den anden side, mistet du ligesom din..manddom, da du stak af sidst"

Xavier
Han sukkede lydløst, da hun allerede begynde at snakke om sidste gang at han var stukket af. Det var præcist den grund til at han ikke turde at snakke med hende igen. ''Det er første gang'' sagde han bare henkastet, mens han kort lod øjnene hvile på hende. ''Fint. Hvis du gerne vil hyggesludre, så lad os da endeligt gøre det'' sagde han og lød helst falsk opstemt. Han smed sine sko ude i gangen, inden han bare gik hen og satte sig godt til rette i hendes sofa, mens han kiggede hen på hende med en ret flabet attitude. ''Nå, hvordan går det så? Vejret er godt nok ikke det bedste i dag, hva?'' sagde han og holdte bare samme falske tonefald.

Valerie

Hun så helt opgivende hen på ham, "Nej, du har ret bare gå" Mumlede hun opgivende og flyttede sig fra døren. "Hvad har jeg nogensinde gjort dig? Ikke engang nu er jeg..sur, måske chokket over du bryder ind i mit hjem, men hvorfor skal du være sådan?" Mumlede hun og bed sig i læben. Hun forstod ikke hvorfor, at de skulle starte helt forfra, ligesom den første dag de havde mødtes. "Jeg ved jo du inderst inde, ikke er sådan, hvorfor så lade som om" Mumlede hun og vendte blikket i jorden. Hvorfor var han pludselig kommet tilbage?

Xavier
Han sukkede svagt, da han alligevel ikke kunne sidde og spille skuespil over for hende. Han rankede lidt op i sig selv, men blev siddende i sofaen, mens han blot betragtede hende. ''Du har ikke gjort mig noget, ærlig talt.. Så hvad jeg ikke engang hvad jeg laver her'' sagde han stille, da det havde været lidt dumt bare at vade ind i hendes hus på den måde. Han havde jo ingenting at sige til hende og han var så bange for at hun ville få sandheden ud af ham og begynde at hade ham for det, som han havde gjort. ''Hvis du kommer her hen og sætter dig, så kan vi måske.. Kun måske.. Føre en normal samtale?''

Valerie

Hun følte sig en smule lettet, da han ligesom besluttede at droppe sin facade. Hun vidste, at deres fortid gik ham på og det virket til, at han havde det dårligt med det. Derfor ville hun ikke være provokerende og prøve, at lade være med at spørge for meget ind til det. Hun gik forsigtigt hen og satte sig ved siden af ham i sofaen. "Hvor længe har du været i byen?" Mumlede hun stille og trak sine fødder op til sig, da hun ikke rigtigt vidste hvad hun skulle spørge ham om. Det var så underligt at sidde sammen med ham igen.

Xavier
Han betragtede hende let, mens hun kom hen og satte sig ved ham. Det havde faktisk været ret sjældent at han havde været i menneskeskikkelse, når han havde været tæt på byen. Det gjorde det nemlig svære at camuflere sig på den måde. ''Hm.. Nogle dage'' mumlede han, selvom det havde været flere måneder. Endda år, da han for det meste holdte til ude i den skov, som hørte til byen, men det skulle hun jo ikke vide noget om. ''Og.. Hvad med dig og.. Prins Charming? Er I blevet gift?'' spurgte han, selvom han udmærket godt vidste, at Josiah var gift med en der hed Mary. Han skulle jo bare lyde uvidende om tingene.

Valerie

Hun brummede svagt, da han spurgte ind til Josiah. "Mig og Josiah?" Mumlede hun og rynkede let på næsen, da selvom de havde haft noget sammen, kunne hun stadigvæk ikke se dem som mand og kone. "Jeg er nok..en af de få i byen på min alder, som stadig er ugift" Mumlede hun med et skævt smil, "Men hvd med dig? Har du været ude og finde dig..en kone" Mumlede hun og bed sig i læben, da hun et eller andet sted ikke ønskede at kende svaret, hvis han havde en anden. Men på den anden side, var de vel allesammen kommet videre?

Xavier
Han rystede på hovedet, da han ikke var gift. Langt fra. Og det ønskede han heller ikke. ''Nej.. Bestemt ikke'' sagde han og kneb øjnene en smule sammen, da han alligevel fandt at hendes svar var ret misledende. Han vidste godt at Josiah havde været sammen med hende de sidste par dage, så han ville egentligt bare gerne høre en update på, hvad de lavede sammen. ''Men.. Jeg har set Josiah her'' sagde han bare, selvom det igen bekræftede at han havde holdt øje med hende, men han var lidt ligeglad, han skulle bare have svaret ud af hende.

Valerie

Hun brummede svagt, da han åbenbart havde set at Josiah havde været der. "Du ved meget" Mumlede hun, men undgå at rode mere i det, da hun et eller andet sted ikke ønskede at vide sandheden om Xavier, hun havde sine mistanker omkring ham og hun havde på ingen måde lyst til, at disse mistanker skulle blive til virkelighed, eller blive stærkere. "Du fortæller det ikke til andre, men..Mig og Josiah, har måske haft noget sammen, men det helt slut nu. Han er ikke typen der tør risikere noget og..desuden har han en kone" Mumlede hun og så på ham.

Xavier
Det gav et lille stød i ham, da hun ligesom bekræftede sit forhold til Josiah. Han havde godt nok vidst det, men det var alligevel lidt et chok, da han ikke troede, at hun kunne finde på et have noget kørende med en fyr som Josiah. ''Din smag har.. Ændret sig så'' brummede han, da han tydeligt huskede hvor vild Josiah havde været med hende. Han satte sig bedre til rette i sofaen og lod sine øjne hvile på hende helt åbenlyst. ''Men min mund er lukket, men helt ærligt.. Så kan du også få bedre end ham. Han er en stivstikker'' brummede han, da han lige havde brug for at nedgøre ham.

Valerie

Hun brummede svagt og så på ham, da hun ikke helt forstod hvorfor, at Josiah lige skulle nedrakkes. "Hm, et eller andet sted forstår jeg ham godt. Josiah har altid gjort det som ligesom..blev forventet af ham og..han har gjort meget godt for byen, men..mig og ham, var nok dømt til at gå galt ja" Mumlede hun med et skævt smil og så på ham. "Jeg..har ændret smag?" Brummede hun, da hun ikke helt forstod hvad han mente, sad han og sagde at han faktisk stadig havde noget for hende eller? Hun var nok ret ked af de tsom var sket mellem hende og Josiah, men det behøvet Xavier ikke vide.

Xavier
Han trak svagt på skuldrene. Selvom det var nogle år siden, at de sidst havde set, så var hun virkelig den person, som havde gjort det største indtryk på hans liv. Han ændrede hele sin livsstil for hendes skyld og fik to liv på samvittigheden for at kunne redde hende for hendes fremtid. ''Jeg troede bare at du bedre kunne lide at satse på det.. Spændende frem for det sikre'' sagde han, da Josiah jo var en sikkert billet til en god fremtid. Hvis han altså havde været ledig. ''Men sådan er det jo generelt. Jo ældre man bliver jo mindre eventyrlysten..''

Valerie

Hun brummede svagt, "Nu..forsvandt mit eventyr lidt jo" Mumlede hun og bed sig i læben, da det lidt var en hentydning til, at han pludselig var forsvundet. Hun rykkede en smule usikkert på sig, "Men..jeg har nok ændret mig siden dengang, jeg er..faldet lidt mere til ro" Mumlede hun med et skævt smil. Hun havde stadig lyst til eventyr og til at udfordre sin skæbne, men hun havde efterhånden fundet sig til rette i byen og var begyndte at finde en del flere venner. "Jeg ved heller ikke hvor sikker Josiah er, altså..mig og ham gift? Aldrig"

Xavier
Trods årene følte han stadigt at han var den samme som før. Men omvendt havde det også været ret svært at udvikle sig, eftersom at han de sidste på år havde levet et ret isoleret liv. ''Jeg havde brug for at komme væk dengang'' mumlede han, mens hans blik stadigt lå på hende. ''Det hele.. Blev ret meget for meget og planer mislykkedes'' sagde han stille. Han ville ikke komme mere ind på hvorfor han var flygtet, for hvis han sagde det, så ville han simpelthen skræmme hende væk, det vidste han. ''Men hvordan går det ellers? Med.. Din familie?'' spurgte han, da han egentligt var nysgerrig efter at vide hvad der var sket efter.

Valerie

Hun brummede svagt, "Du kunne måske bare godt have..sagt det inden du tog afsted, jeg..følte mig pludselig meget alene, min kæreste var væk, min bedste ven, min..far" Mumlede hun og trak sine ben op til sig. "Men det har været hårdt at komme videre, men..det går bedre og bedre, min mor styre byen nu og..Josiah har klaret det godt, så der er mange gode rygter om byen, så.." Sagde hun og lukkede sine øjne sammen, da det var svært at tænke på. "Måske skulle jeg have vidst, at tingene blev for låste for dig"

Xavier
Han bed sig lidt i læben, da hun nævnte hans far. Det gav ham med det samme en ret overvældende skyldfølelse, selvom han dengang havde gjort det i den hensigt at det havde været det bedste for hende, hvis hendes far ikke var der mere til at kontrollere hende. ''Er din far død?'' spurgte han stille, da han gerne ville lyde uvidende omkring det. Han ville overhovedet ikke have at hun tvivlede på hans gerning. Han kørte forsigtigt en hånd igennem sit hår, mens han svagt pustede ud. De havde ikke engang snakket særligt længe og han følte sig allerede en smule kørt op i et hjørne. ''Låste for mig?''

Valerie

Hun bed sig i læben og brmmede svagt, "At jeg var pisse klæbende dengang, jeg skulle nok..have givet dig mere plads" Mumlede hun dumt. Et eller andet sted, havde hun altid givet sig selv skylden for at han var stukket af, det var ligesom hende som havde fået en stemning op og han havde nok bare fortsat sit liv i byen, hvis det ikke havde været for hende. "Du..blev rodet ind i alt for meget, bare fordi jeg..absolut skulle være stædig og snakke med dig" Mumlede hun og nikkede blot til hans kommentar om hendes far, hun var ikke rigtigt i stand til at snakke om det.

Xavier
Han fik det ret dårligt over, at hun havde givet sig skylden for at han var stukket af. Det havde bestemt ikke været hans mening, for han var jo ret glad for hende dengang. Det troede han også, at hun vidste. ''Det var jo ikke derfor. Det havde ikke rigtigt noget med dig og gøre. Der var ret meget pres der hjemme og sådan også'' mumlede han, da det sådan set ikke passet. ''Jeg.. Ved godt det er lidt upassende, men.. Har du ikke noget at drikke? Jeg er virkelig tørstig'' sagde han og håbede lidt at hun ville diske op med noget andet end vand, da det var det eneste han havde fået i lang tid xD

Valerie

Hun brummede svagt, da han sagde det ikke var hendes skyld. "Jeg tror nu ikke, at du havde været taget afsted, hvis du ikke havde mødt mig" Slog hun bare fast. Hun rejste sig og nikkede let. "Jeg har øl, cider, vin, vand?" Spurgte hun og skævede til ham, da hun ikke vidste hvad han kunne tænke sig, "Altså jeg har os noget som er stærkere, men det hjælper nok ikke ligefrem på din trøst" Sagde hun med et lille smil. Hun tog to glas og tog noget cider til sig selv, da det ligesom var det mest friske. Det var så underligt, at Xavier pludselig var tilbage.

Xavier
Han vidste, at han ikke burde tage noget som var meget stærkere end øl, for han var lidt bange for at blive så fuld at han ville komme til at tale over sig. Han ville ikke bare være den der passive gæst, som bare sad og fik det hele serveret, så han gik bare med hende ud i køkkenet og lænede sig roligt mod hendes køkkendisk. ''Hm, bare en øl ville være dejligt'' sagde han og betragtede hende lidt. Hun havde ikke ændret sig så meget, bevares, hun havde fået flere former og var mindre ranglet, men ellers lignede hun sig selv fuldstændigt. ''Har du.. Haft meget skyldfølelse over at jeg tog afsted dengang?''

Valerie

Hun brummede svagt og overvejer kort at lyve og sige, at hun på ingen måde havde savnet ham. "Jeg ved ikke om man kan kalde det skyldfølelse, jeg var nok mere ked af..at du ikke var der mere" Mumlede hun stille og bed sig i læben. Hun havde virkelig savnet ham og der var faktisk gået lang tid før, at hun var kommet sig over ham. Hun skævede kort til ham og rystede på hende, da hun tydeligt kunne mærke, at de gamle følelser stadigvæk var der. "Da i allesammen pludselig var væk..følte jeg mit liv var forbi" Mumlede hun og trak på sine skudlre, inden hun fandt en øl frem til ham. "I glad eller bare..?" Mumlede hun og rakte flaksen frem mod ham.

Xavier
Han vidste godt, at det måtte have været ret svært at miste alle. Hun havde jo sådan set ikke behøvet at miste sin far, men han var stadigt sikker på, at det var en god ting at han ikke var ved hende mere. ''Men det lader til at du er kommet godt over det. Jeg mener.. Du bor for dig selv, kender mange mennesker. Du virker meget.. Frigjort'' sagde han stille, da det jo havde været meningen med det hele. Forsigtigt tog han imod ølflasken og tog en tår. Det var helt rart at smage noget andet end vand. ''Hvad skete der egentligt med din far?'' brummede han, da han igen ville lyde uvidende.