Valerie, Josiah & Xavier

Valerie

Hun brummede svagt af ham, "Han blev myrdet..og det var for store skade til, at et menneske kunne gøre det" Mumlede hun og rykkede på sig, da hun fik det helt dårligt af at tænke på det. Hun stod lidt i sin egen verden og tænkte tilbage. "Nej undskyld" Mumlede hun stille og kom lidt til sig selv, inden hun tog sin kop og gik over og satte sigi sofaen igen. "Jeg er nok mere fri nu, ja. Men mange af dem jeg holdt af...var væk. Heldigvis er dig og Josiah da i god behold og..mit liv havde nok set anderledes ud, hvis min far stadig havde været her" Mumlede hun og sukkede svagt.

Xavier
Han fulgte med hende hen til sofaen og satte sig forsigtigt ned imellem sofapuderne igen. Igen tog han en tår af øllen, mens han lyttede til hendes ord. Det lød lidt til at hendes livskvalitet var blevet væsentligt bedre af at faren ikke var der til at overvåge hende. ''Hvis det ikke var et menneske, hvad skulle det så være?'' sagde han, selvom han jo godt vidste, at intet menneske kunne gøre så stor skade, men hans formål med det spørgsmål var egentligt at vide om hun havde set ham den aften, hvor han havde slået Josiahs far ihjel.

Valerie

Hun brummede svagt, da hun ikke rigtigt huskede noget fra den aften. Hun havde været vågen hele tiden, men af en eller anden grund huskede hun intet. "Det..ved jeg ikke, der så mange der har spurgt, fordi jeg var..til stede, men..det helt sort" Mumlede hun og bed sig i læben. Det var så underligt, at hun intet huskede, men på den anden side var der måske sket ret meget for hende den aften og det var måske måden, hendes "sind" kom videre på. "Det sjove var bare..at jeg ikke følte mig bange..fordi" Begyndte hun og rystede på hovedet, "Nej, ikke noget"

Xavier
Han var ret lettet over, at hun ikke havde set noget. Hun havde åbenbart været så meget i chok, at hun var blevet helt paralyseret. Hvis hun havde set det, kunne det være ret katastrofalt. Han gik ikke ligefrem rundt og fortalte til folk om hans virkelige identitet. Han kiggede lidt undrende på hende, da hun tog ordene tilbage, men han ville gerne høre det. Han havde en eller anden idé om at det handlede om ham, at hun troede at hun havde set ham eller sådan. ''Sig det'' sagde han og kom nok til at sige det i et hårdere tonefald end han ville.

Valerie

Hun skævede lidt undrende til ham, da han lød lidt hård i tonefaldet. Hun fik egentlig mindre lyst til at snakke om det, men hun følte alligevel også, at han var den eneste som ikke ville dømme hende for noget. "Af en eller anden grund, følte jeg mig ikke..bange, fordi jeg følte..du var hos mig" Mumlede hun stille. "Jeg var bange for..hvad der skete omkring mig, men..jeg følte mig sikker, som om.." Mumlede hun og stoppede sin sætning, da det var svært at forklare, hvordan hun kunne have følt, at hun selv var i sikkerhed, når dem omkring hendes var væk i dag.

Xavier
Han bed sig lidt i læben, da hun havde kunnet mærke hans nærvær. Selvom hun sikkert troede at det var hendes hjerne som spillede et puds med hende, så var det jo sandt. Han havde bare ikke vidst, at de havde været så tætte på hinanden. Det gjorde ham faktisk en smule forvirret, for han havde i nogle år gået og sagt sig selv at det var en god ting, at han ikke var en del af hendes liv mere. Men måske var det en dårlig beslutning? Burde man ikke være tæt på hinanden fysisk også, hvis man havde det sådan med hinanden? ''Jeg.. Var allerede ude af byen på det tidspunkt..''

Valerie

Hun brummede svagt og bed sig i læben, da hun jo godt vidste, at han ikke var i nærheden af hendes på det tidspunkt. "Jeg ved ikke noget Xavier, måske ville jeg bare have ønsket du var tæt på mig der. Du..den eneste jeg føler jeg kan snakke..åbent med omkring det, fordi jeg ved...du aldrig dømmer en" Mumlede hun stille. "Tag det ikke personligt, men du har ikke nogen normer..som skal overholdes. Du gør hvad du har lyst til og..det rart der ikke er uskrevne regler" Mumlede hun lidt dumt. Det kunne sommetider være svært at snakke om forhold med Josiah, da tingene allerede var sat lidt op i en spids.

Xavier
Han smilede lidt af hende og så ned, da hun havde helt ret med sin beskrivelse af ham. Han var ligeglad med hvad andre tænkte om ham, men alligevel havde han også ting som han ikke ville ud med selvfølgelig. ''Jeg har aldrig kunnet med regler. Altså.. Jeg gik i seng med lederens uskyldige datter'' grinede han, da det kunne have endt ret grimt, hvis det kom frem. Men han fortrød selvfølgelig ikke den dag og det håbede han heller ikke at hun gjorde nu. ''Ved du om mine.. Brødre stadigt er her?'' spurgte han, da han ikke havde set dem i noget tid.

Valerie

Hun smilede svagt, da han ikke tog det negativt, for hun havde på ingen måde ment det negativt, bare at han altid så tingene fra den vinkel man fortalte dem. Der var ikke noget med, at tingene skulle ske i en bestemt rækkefølge eller noget, tingene skete bare. Hun overvejet, kort at komme med en kommentar om, at han så var stukket af efter, men den var måske lige lovlig grov nok. "Jeg ved de stadigvæk er der. Jeg..har tit gået den vej forbi..fordi jeg håbet, at du på et eller andet tidspunkt ville stå ved din skide sten" mumlede hun og følte sig lidt naiv over hun gik og ventede på ham.

Xavier
Han trak sit smil en smule sammen, da hun sagde at hun havde håbet på at finde ham dér. Det gav ham ret meget dårlig samvittighed, for han kom til at tænke lidt på, om hun havde troet at han ville komme tilbage og hun derfor ikke havde villet gifte sig med en anden. Dog ville han ikke spørge hende om det, ikke lige nu i hvertfald. ''Det.. Var også ret fejt bare at gå. Men.. Jeg kunne bare ikke holde til ikke at kunne ses med dig mere. Jeg vidste jo ikke, at du ville blive så meget.. frigjort efter'' sagde han stille, selvom han udmærkede vidste det. Han fjernede jo selv de trusler.

Valerie

Hun brummede svagt, "Jeg..er ligesom kommet mig over, at du tog afsted. Altså det kan alligevel ikke ændres nu og..jeg kan ikke tilliade mig at være sur, fordi jeg selv havde den samme plan" Mumlede hun stille og skævede til ham. Hun vidste slet ikke hvor de stod, eller om han havde holdt så meget af hende som han havde sagt, og om han stadig gjorde det? Et eller andet sted, måtte hun stadig betyde noget for ham, siden han var gået ind i hendes lejlighed. Men hun turde ikke håbe, da det var svært at bedømme alligevel.

Xavier
Uanset havde hun sagde, så vidste han godt at det ikke var okay bare at gå fra hende. Men efter alt det som var sket med hendes far og krigsføreren, så vidste han at han ikke kunne blive. Han ville ikke kunne holde det hemmeligt over for hende og selv nu var han bange for, at hun kunne lokke det ud af ham, selv efter så mange år. ''Tja, men.. Jeg håber bare ikke at du har holdt dit liv på.. Standby. Jeg mener.. At du er gået glip af ting.. Fordi at du har haft ventet på mig'' sagde han stille, da han jo bare ville have at hun levede sit liv fuldt ud.

Valerie

Hun brummede svagt, "Altså.." begyndte hun, da hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle forklare sig. "Jeg..var virkelig ked af det efter. Som sagde forsvandt dig og Josiah og..alt det med min far. Så på den måde var mit liv på standby, men..jeg har aldrig holdt mig tilbage med at blive gift på grund af dig. Jeg holder mig tilbage fordi...der stadig ingen der har..kunne give mig det sus i maven som du kunne. Altså..jeg har ikke oplevet ægte kærlighed siden og..jeg skal ikke bare giftes tilfældigt ligesom Josiah" Mumlede hun og bed sig hårdt i læben, da hun ikke skulle have afsløret noget om Josiah ægteskab.

Xavier
Han bed sig lidt i læben, mens han lyttede til hendes ord. Han var ret glad for, at hun var blevet så frigjort at hun kunne gifte sig med hvem som helst. At hun ligesom havde et valg. Eller det lød lidt sådan. Desuden vidste han gjort at Josiah var blevet gift. Der var meget han faktisk vidste, da han havde holdt lidt øje med hende de sidste par måneder jo, men det skulle hun ikke vide noget om. ''Josiah har altid været en svagpisser. Han gør aldrig noget som ikke bliver forventet af ham.. Han tør ingen chancer at tage. Jeg kan ikke se hvordan I har noget tilfælles''

Valerie

Hun brummede svagt af ham. "Jeg holder virkelig af Josiah og..i princippet er det ikke ham der noget galt med. Alle i byen gør hvad der forventes af dem og..indordner sig bare, det mig som er..anderledes" Mumlede hun med et skævt smil. "Jeg..ved godt jeg aldrig nogensinde burde sige det, men..jeg glad for mit liv som det er nu, så et eller andet sted, er jeg..lettet over min far ikke kan bestemme over mit liv" Mumlede hun og rysyede på hovedet. "Selvom..jeg ville ønske det var sket på en anden måde, han behøvede jo ikke.." Mumlede hun og gik i stå.

Xavier
Han var ret glad for at høre, at hun alligevel mente at hun var mere frigjort. Men han vidste dog også at der ikke havde været andet, som man kunne have gjort. Hvordan skulle han ellers have reddet hende? ''Jeg er sikker på at hvis din far var her, så så dit liv helt anderledes ud. Du var sikkert gravid for tredje gang med en fyr som var voldspsykopat'' mumlede han, da han ikke kunne se, hvordan man ellers havde kunnet fået faren til at holde sig fra hende. Han syntes dog at det var tid til at skifte emne nu, han begyndte at blive lettere nervøs. ''Hvor længe har du boet herude?''

Valerie

Hun brummede svagt, "Tænk..mig som gravid" Mumlede hun og bed sig i læben, da det virkelig var underligt at tænke på, hun følte sig på ingen måde moden nok til at passe sig selv også et lille barn. "Hmm, det er faktisk ret nyt, men et par måneder. Tingene er kommet med tiden og..der er derfor ikke helt sat på plads endnu" Sagde hun og så over på ham. "Hvad med dig? bliver du i byen og..flytter du så tilbage til din familie..eller har du også fået dit eget sted, eller..skal du væk igen?" Mumlede hun og bed sig i læben, da det var en masse spørgsmål, som alligevel var ret enkelte xD

Xavier
Han kunne godt forestille sig Valerie som mor. Hun var jo ret kærlig og omsorgsfuld, det havde hun allerede været dengang de var teenagere. Han smilede dog bare til hende, da det måske var lidt upassende at sidde og sige det. De havde trods alt ikke snakket sammen i mange år. Svagt trak han på skuldrene, da han ikke helt vidste hvad han skulle svare, for han var sådan set ikke vendt tilbage, det var jo lidt en tilfældighed at han var blevet opdaget. ''Jeg ved det ikke endnu. Der er måske.. Noget jeg skal ordne'' sagde han stille, da han ligesom måtte åbne op for et smuthul, hvis han fik brug for det på et tidspunkt.

Valerie

Hun brummede svagt, da det måske ikke var sikkert, at han ville blive i byen. "Jeg..ville i hvert fald sætte pris på hvis du blev" Mumlede hun lidt dumt. Hun havde det virkelig mærkeligt med ham, hun havde et eller andet sted stadigvæk følelser for ham, men slet ikke så voldsomme som dengang de var yngre. Hun vidste dog godt, at hvis de begyndte at ses fast igen, ville de følelser meget hurtigt vende tilbage. Men ligenu havde hun jo også følelser for Josiah, var det virkelig muligt at elske to på engang? "Det mærkeligt når du ikke er en del af mit liv"

Xavier
Han vidste ikke, om han kunne holde til at være tæt på hende. Han var så nervøs for at tale over sig eller at hun ville se lige igennem ham. Hvis hun fandt ud af, at det var hans skyld at hun ikke havde sin far mere, så ville hun sikkert ikke være ligeså vild for at holde kontakten med ham. ''Jeg ved ikke om jeg kan blive. Jeg har ikke rigtigt noget liv mere her, har jeg?'' brummede han, da han ikke rigtigt følte at han havde en fremtid i den by mere. Han havde været vant til at være så isoleret og han var blevet så vant til bare at være sig, hvilket han egentligt godt kunne lide.

Valerie

Hun rystede svagt på hovedet, da hun ikke kunne få noget til at stemme mere. Han var brudt ind i hendes lejlighed, men virket alligevel til, at tage afstand til hende på en eller anden plan. "Xavier, jeg skal ikke..blande mig, men jeg forstår ikke hvorfor, at jeg finder dig her, men at du..ikke kan blive eller..virker som om det normalt, at man bryder ind til folk også.." Mumlede hun og gik lidt i stå, da hun ikke vidste hvor hun ville hen. Men han opførte sig bare meget roligt, til trods for, at han faktisk havde opsøgt hendes hjem,

Xavier
Han vidste sådan set heller ikke hvordan han kunne få sig rodet ud af dén, for det var jo langtfra normalt at bryde ind i andres hjem. Selv for ham. ''Jeg kom.. Bare tilfældigt forbi og så så jeg at du gik. Og jeg blev nysgerrig. Jeg ville vide om du havde forandret dig, eller hvad man skulle sige.. Du ved.. Før jeg ville turde at tage kontakt'' sagde han stille, da det var delvis rigtigt xD ''Men er du.. Sur over at jeg er her? Jeg mener.. Jeg ville da nok blive lidt.. Fortørnet over hvis min tidligere kæreste stod i mit hus efter at hun var stukket af''

Valerie

Hun brummede svagt, da hun ikke havde lyst til at være sur på ham eller skabe dårlig stemningen, men han fortjente næsten at få sandheden at vide. "Xaiver, jeg ville aldrig blive sur over du opsøgte mig" Mumlede hun stille, "Men jeg må indrømme, at jeg blev ked af det, da jeg så hvem det var. Altså..at du kan finde på at..bryde ind i mit hjem, efter hvad du gjorde" Mumlede hun stille. "Et eller andet sted siger det mig, at du stadigvæk har følelser for mig og du lige skal tjekke op på mit liv og se..om jeg er blevet gift osv. Altså..om jeg har ændret mig"

Xavier
Han bed sig lidt i læben, da han egentligt ikke ville have at hun vidste, at han havde følelser for hende. Det irriterede ham lidt at hun allerede havde gennemskuet det. Så var det jo nærmest kun et spørgsmål om tid før hun ville gætte hans andre hemmeligheder. ''Jeg er jo lidt nysgerrig.. Det var ikke meningen at jeg ville.. Bryde ind eller gøre dig forskrækket, jeg ville jo bare se om du stadigt var den samme Valerie'' sagde han stille. Det var hun sådan set ikke, hun var en frigjort og mere udadvendt Valerie og han var virkelig glad for sin beslutning om at gøre hende til den person.

Valerie

Hun brummede svagt og lænede sig frem mod ham og kyssede ham blidt på kinden. "selvom det hele er noget rod, er jeg glad for du er her" Mumlede hun og satte sig bare på plads igen. Hun regnet med, at så en eller anden form for reaktion hos han. Det var nu mest fordi, hun havde lyst til at kysse ham også kunne hun også se, om han reageret anderledes på det, og på den måde få bekræftet om han havde følelser med i det eller ej. "Så..har jeg ændret mig?" Mumlede hun og så på ham med et skævt smil.