Valerie, Josiah & Xavier

Valerie


Josiah:


Xavier

Valerie

Hun var lidt sur over, at hun ikke kunne se Xaiver mere den dag og at de måske heller ikke ville kunne ses den næste dag. Det var så irriterende at det skulle holdes hemmeligt, da hun helst bare ville fortælle alle om deres forhold og omkring hvor glad han egentlig gjorde hende. Dog besluttede hun at gå forbi Josiah på vej hjem, da hun gerne ville høre om der var noget nyt med hans mor. Dog ville hun gå igen, hvis han ikke var udenfor, da hun ikke bare ville trappe op foran deres dør og banke på, da det ville være ret uhøfligt, hvis hans mor lå meget syg.

Josiah
Han stod ude ved folden ved Aluna og strøg hende forsigtigt hen over halsen. Byens læge havde netop hentet hans mor, da hun var sovet ind for mindre end en time siden. Hans far var taget med lægen og havde bedt Josiah om at blive hjemme og passe det hele, da han havde så meget at skulle ordne med læger, præster og det hele. Det irriterede ham lidt, at han nærmest ikke fik tid til at sørge, før det hele skulle igang med at planlægges, men det var jo typisk hans far. Han kunne ikke rigtigt holde tårerne tilbage mere og han stod derfor bare og hulkede hende ved folden. Han havde ikke set Valerie tæt på sig, da han stod lidt i sin egen lille verden og ikke opfangede noget.

Valerie

Hun bed sig svagt i læben, da Josiah stod henne ved folden og det ikke ligefrem lignede at han var iorden. Da hun kom lidt tættere på, kunne hun også høre at der var noget i vejen og det var ikke svært at gætte sig til hvad der var sket. Forsigtigt gik hun hen til ham og lagde sine arme rundt om livet på ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle til ham og valgte derfor bare at være tavs, dog så hun en smule spørgende på ham, da hun ikke vidste om hun var nærgående, men hvis hun var i hans sted ligenu, ville hun mest have brug for et kram, så det fik han altså nu. "..Kan jeg gøre noget, Josiah?" Mumlede hun stille og mærkede hvordan hende stemme også begyndte at blive usikker.

Josiah
Han var lidt ligeglad med, at han stod og græd foran hende, for alle kunne vel forstå hans situation nu. Forsigtigt vendte han sig mod hende og lod sin hage hvile mod hendes skulder, da han jo lige var det højere end hende. ''Har du.. tid til at gå en tur?'' spurgte han stille, da han nok ikke behøvede at forklare situationen for hende. Hun kunne meget vel godt gætte sig til, hvad der var sket. Han kunne godt trænge til at komme lidt væk fra hjemmet, selvom han far havde bedt ham blive. Men hvad skulle der kunne ske imens han var væk? Han trak sig forsigtigt ud af hendes greb og betragtede hende svagt. Han vidste godt, at det var ved at være sent og han ville ikke blive ked af det, hvis hun sagde hun havde tralvt.

Valerie

Hun bed sig svagt i læben, da han virkede en smule ved siden af sig selv. Desuden var hun ret sikker på, at hendes forældre ville kunne forstå hvis hun kom lidt senere hjem, når hun fortalte hvad der var sket. "Selvfølgelig har jeg tid" Mumlede hun med et skævt smil og skævede lidt hen af stien. "Er det..lige sket?" Mumlede hun og så hen på ham. Personligt ville hun ikke selv kunne forstille sig hvordan det ville være og hun var lidt imporneret over, at han havde kunne holde modet så meget oppe. Han virkede ved siden af sig selv sidst de havde været sammen, men alligevel os fattet. "Hm, hvor vil du gerne have vi går hen? Skal vi bare..gå lidt tilfældigt?"

Josiah
Han nikkede hen mod grusstien som førte hen mod skoven. Selv havde han aldrig rigtigt troet på de 'myter' som lå omkring skoven, så han var ikke bange for at gå derud, selvom det var ved at være halvmørkt. ''Ja.. For en times tid siden. Det hele gik bare hurtigt. Min far fik lægen hen efter at det skete.. Og nu er min far allerede igang med at arrangere begravelsen. Den skide nar giver ikke en mulighed for at være ked af det'' sagde han surt og sparkede irriteret til nogle sten, som begyndte at spænde ned af stien. Han vendte sit blik hen mod hende, mens han forsigtigt tørrede sine kinder med sine ærmer. ''Jeg ved ikke hvordan jeg skal klare min far uden min mor'' sagde han stille, da det ville komme til at blive frygteligt.

Valerie

Hun bed sig lidt læben, da det var ret svært at føre en samtale med ham. Hun ville virkelig gerne, men det var virkelig et ømt emne og det var svært at vide, hvad han havde brug for at høre. "Nu...kender jeg ikke din far, men måske har han brug for noget aktiv for ligesom at..håndtere sin sorg" Mumlede hun med et skævt smil, da hun godt kunne forstille sig, at hans far på ingen måde var en som viste nogen tegn på svagheder. "Det nok ikke til megen trøst, men jeg er her for dig" Mumlede hun og smilede svagt til ham, da hun gerne ville prøve at gøre ham lidt bedre til mode.

Josiah
Han rystede på hovedet, da hans far aldrig viste følelser. Kun når han var vred. ''Min far er så kold. Jeg har aldrig.. Kunne lide ham sådan rigtigt'' indrømmede han, da han nok altid havde været mors dreng. Så hvordan han skulle håndtere at han ikke længere var det mere, vidste han ikke. Forsigtigt tog han sin jakke af og foldede den ud over noget græs. Han gad ikke at gå længere og det ville måske være meget hyggeligt at sidde ned og snakke. ''Jeg er glad for at du er her'' indrømmede han stille, mens han lod sig dumpe ned på sin jakke. Han havde faktisk ikke andre at snakke med om det. Han havde jo ingen søskende og faren var som sagt ligegyldig. ''Du er heldig at du stadigt har begge dine forældre..''

Valerie

Hun bed sig i læben, da hun havde det lidt dårligt med, bare at sætte sig på hans jakke, men på den anden side gjorde han det selv, så mon ikke det var lidt en opfordring til at hun skulle sætte sig ved siden af ham. Hun brummede svagt, "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige Josiah. Jeg..kan slet ikke forstille mig hvordan det må være. Altså.." Mumlede hun og gik lidt i stå og tog fat i hans arm, bare for at vise ham sin støtte lidt. "Men jeg er også glad for at være her" Mumlede hun stille, da det faktisk var helt rart og være sammen med ham igen. Tanken om, at de i fremtiden ikke ville ses nagede hende en smule, men hun vidste også det var dumt og sige noget om nu.

Josiah
Han bed sig lidt i læben, da han mærkede at hun tog fat i ham. Forsigtig vendte han blikket hen mod hende og lagde sin hånd over hendes. Han vidste godt, at han var ude på dybt vand og han følte sig samtidigt både forvirret og klar i hovedet. Men han følte, at han var nødt til at prøve at føre det ud i livet. ''Valerie'' sagde han stille og krøb en smule tættere på hende. Tøvende lod han sine fingre flette sig ind i hendes og kiggede usikkert på hende, da han ikke vidste, om hun ville have det eller ej. ''Lover du.. At du aldrig.. Forlader mig'' spurgte han stille, da han ikke rigtigt kunne forestille sig at hun ikke skulle være omkring ham. Uden hende følte han ikke at han havde nogle.

Valerie

Hun bed sig svagt i læben, da de pludselig sad og holdte i hånden. Dog ville hun ikke sige noget, da han nok havde brug for noget omsorg ligenu og hun var ret sikker på, at han kendte til hende og Xavier forhold. "At..jeg aldrig forlader dig" Mumlede hun stille og vendte sit blik en smule væk. "Josiah, det kan jeg ikke love. Du ved..der er en chance for at jeg kan blive giftet væk til en anden by, du..skal på et tidspunkt i din fars sted og skal..måske afsted fordi du skal i kamp og..der kan ske så meget..men jeg lover dig, at jeg altid vil være din bedste ven" Mumlede hun og gav hans hånd et lille klem. Hun var dog lidt usikker på, hvad han kunne finde på, da han til tider havde hentydet at han havde følesler med i det her og flere end han lige ville indrømme.

Josiah
Han vidste godt, at fremtiden sikkert ville holde dem adskilt, men lige den tanke orkede han ikke rigtigt at tænke på nu. Forsigtigt lod han sin tommelfinger stryge hende over hendes hånd, mens han kiggede op på hende. ''Jeg ved det.. Men.. Jeg vil bare altid gerne have en mulighed for at se dig'' sagde han stille. Det undrede ham faktisk en lille smule, at hun ikke havde puffet ham væk. Det måtte jo betyde, at hun selv godt kunne lide at sidde sådan der. Tøvende kiggede han på hende igen og kunne mærke, at hans mave næsten vendte sig af ren nervøsitet. Forsigtigt lænede han sig frem imod hende og kiggede ind i hendes øjnene i et øjeblik, inden han lod sine læber blive trykket mod hendes.

Valerie

Hun bed sig hårdt i læben, da han pludselig blev meget nærgående og det han pludselig kyssede hende, stivnede hun i hele kroppen. Hun turde ikke rigtigt gøre noget, så derfor gik der lidt tid, for hun fik mod til at trække sig væk fra ham. Lidt usikkert så hun væk og bed sig i læben, "Josiah.." Mumlede hun lidt tamt og rykkede usikkert på sig. Indtil nu havde hun ikke vidst hvor meget han havde haft for hende, men det var vidst ret klart nu. "Vi kan ikke det her" Mumlede hun meget stille og turde næsten ikke se på ham. Hun ville virkelig ikke afvise ham nu når alt det med hans mor skete, men hun kunne heller ikke lyve overfor ham.

Josiah
Han bed sig lidt i læben, da hun blev siddende i et stykke tid, men derefter alligevel trak sig væk. Selvom det kys ikke havde været så voldsomt langt, så havde det været nok til at sætte hans mave endnu mere ud af kurs. Det var som om at 20 sommerfugle var sluppet løs. ''Hvorfor ikke?'' spurgte han stille og trak sig en smule væk fra hende. Han vidste næsten godt, at svaret var, at hun ikke ville på grund af Xavier, men den tanke lod han ryste af sig igen. Bare tanken om det navn gjorde ham irriteret. ''Jeg.. Tænkte bare at.. Vi skulle prøve det af, nu hvor vi var så tæt på det dengang på dit værelse..'' undskyldte han sig med og lod blikket køre ned i jorden. Han følte sig faktisk lidt afvist.

Valerie

Hun rykkede en smule på sig, da hun på ingen måde havde lyst til at såre ham, men mon ikke hun også bare holdt ham en smule for nar på denne måde her. "Josiah..jeg sammen med Xavier, derfor..går det her ikke" Mumlede hun og lukkede sine øjne lidt sammen. Hun vidste at det sidste han havde brug for at høre ligenu var den sætning, men ville det være bedre, hvis hun spillede dum overfor ham nu og lod ham gå rundt og tro, at der var en mulighed også fortælle sandheden senere? "Det..jeg vil ikke såre dig, men..det kan ikke lade sig gøre med..os to" Mumlede hun stille. Det lød så underligt, med at de to skulle være sammen. "Jeg ved ikke om det det du ønsker men..det går ikke" Gentog hun stille.

Josiah
Han bed sig hårdt i læben og holdte sit blik nede i jorden, da han ikke helt vidste, hvor han ellers skulle kigge hen. Han skammede sig lidt over at han bare havde 'stjålet' det kys fra hende og hun så ikke ville have det, men det som irriteret ham allermest var at Xavier var den fyr, som hun foretrak. Han rejste sig forsigtigt op og så hen på hende. ''Jeg forstår det ikke'' sagde han stille og lagde sine arme en smule over kors. Han anede ikke rigtigt hvor han skulle kigge hen og ville ønske, at han bare kunne forsvinde fra det hele, da det hele føltes til at blive for meget nu. Dog kunne han forholde sig fattet og rolig endnu. ''Der er da.. Mindre fremtid i at være sammen med Xavier end med mig. Der er jo.. Faktisk ingen fremtid i Xavier'' sagde han uforstående, da hendes forældre aldrig ville lade hende gifte sig med ham.

Valerie

Hun brummede svagt, "Det betyder jo intet hvem jeg har en fremtid med eller hvem der er mest sikker, følelser de..kommer bare" Mumlede hun stille og bed sig i læben. Hun blev siddende og sukkede opgivende. "Og hvis jeg har lyst til at få en fremtid med Xavier, så jeg nok selv sørge for det sker" Mumlede hun lidt surt, men bed sig hårdt i læben, da det måske var dumt at afsløre overfor ham. Særligt nu, hvor han havde vidst følelser for hende og det med hans mor lige var sket. "Hvorfor kommer det også bag på dig? Jeg har fortalt dig om Xavier, resten burde du ligesom kunne gætte dig frem til" Mumlede hun opgivende.

Josiah
Han skulle lige til at sige, at det kom bag på ham, at hun gad at være sammen med en taber, men alligevel havde han så gode manere, at han ikke ville sige det. Han trak på sine skuldre. ''Ønsketænkning.. Vel'' sagde han så, inden han forsigtigt gemte sit ansigt bag sine hænder. Ikke fordi at han græd eller noget, men han skulle bare lige samle fokus igen. Han trak sine hænder væk igen og så hen på hende. ''Jeg forstår det bare ikke Val.. Hvad er det du mener med, at du sørger for at det sker? Dine forældre går aldrig med til det og det kommer bare til at.. Koste dig en masse hjertesorger i stedet'' det overraskede ham lidt, at han kunne forholde sig så rolig endnu.

Valerie

Hun brummede svagt, da hun ikke brød sig om, at de skulle blive uvenner over at hun foretrak Xavier som kæreste og Josiah som ven. Hun havde sørget for på det sidste kun at sige til Xavier, at han bare var en ven. "Vi ville kunne..stikke af sammen" Mumlede hun og vendte sit blik lidt væk. Enten ville han springe totalt i luften og flippe ud på hende, eller ville han aldrig snakke med hende igen. Men han var stadigvæk hendes bedste ven, og derfor skulle han vide det. "Jeg...kan ikke klare hvis jeg skal giftes med en eller anden gammel nar. Tænk hvis jeg skal..tvinges til at få børn med en mand jeg slet ikke kender" Mumlede hun stille.

Josiah
Han bed sig hårdt i læben, da hun faktisk ret direkte fortalte ham, at hun overvejede at stikke af fra byen og alt ting. Hvilket jo også inkluderet ham selv. Han mærkede at han pludseligt fik det ret dårligt ved den tanke og han godt kunne bruge noget at støtte sig til, men der var bare ikke rigtigt noget i nærheden. ''Er du blevet vanvittig? Du tror du har det dårligt her, men prøv lige at tænk tanken igennem.. Leve på flugt.. Hvad kan han tilbyde dig?'' sagde han surt og havde lyst til at gå over og ruske i hende, for at få hende til at 'vågne' op, men han blev dog stående på sin plads. ''Og hvem har fortalt dig at du skal giftes med en gammel nar? Det har jo været på tale at vi to sku...'' han stoppede sætningen og kiggede væk.

Valerie

Hun brummede svagt og så hen på ham. "Der har hele tiden været snak om det, men kjolen er på plads, de begynder at snakke om gæster, steder, mad og alt. Hvis du på ingen måde har fået noget at vide om det endnu, tror du så at det vil blive dig?" Mumlede hun og rykkede en smule på sig. "Og hvem siger at folk har det så skide dårligt som bor normalt? Desuden vil jeg ikke være på flugt, jeg vil mere blive udstødt og får ikke lov at komme tilbage" Mumlede hun med roligt og lagde sine arme over kors. "Og jeg holder virkelig meget af ham og jeg gider ikke..at andre skal bestemme om jeg vil bruge min tid på ham eller ej".

Josiah
Han kunne mærke, at han var begyndt at blive mere og mere vred. Han vidste godt, at det nok ikke blev ham, men der havde jo stadigt været mulighed for det. Og han håbede stadigt. ''Du ved ikke hvad du går ind til, Valerie'' sagde han og prøvede at forholde sig roligt. Han ville ikke miste besindelsen foran hende, da han ikke ville gøre hende utryg på nogen måde og egentligt ville han bare hendes bedste. Og han mente ikke, at en eller anden bums som hun ville være sammen med, var godt for hende. ''Hvad så når forelskelsen ligesom har lagt sig? Så har du mistet dine forældre, dit liv.. Og er tvunget til at bo i en lille hytte med en mand, som ikke rigtigt kan tage sig af dig''

Valerie

Hun brummede svagt og så på ham. "Det vil jeg hellere og vide, at det noget jeg selv har valgt. I stedet for at leve med en mand, som jeg er tvunget til at gå i seng med når han vil, tvunget til at føde hans børn, lave mad og i det hele taget bare leve efter alle hans regler. Desuden er Xavier altså stærkere end du tror" Mumlede hun og lagde sine arme over kors. "Du har en mulighed for selv at vælge en kone og nogenlunde selv bestemme når du har lyst, det har jeg sgu ikke" Mumlede hun og rejste sig op og gik hen mod ham. "Uanset hvad, så hvis jeg har lyst til det, så kan du ikke stoppe mig. Du bare skide misundelig over, at jeg bedre kan lide Xavier"