Valerie, Josiah & Xavier

Josiah
Han bed sig svagt i læben, da hun blev ret spydig over for ham. Selvom det hun sagde sådan set passede, så følte han stadigt, at det var noget underligt noget at sige. ''Slap dog af Valerie'' sagde han irriteret og slog ud med sine arme. ''Ja, måske.. Måske er jeg lidt misundelig, for hvem ville ikke gerne have en pige som dig? Jeg siger ikke at jeg er bedre end Xavier, men jeg tror bare vi har mere tilfælles. Men hvis du ligefrem skal gå hen og blive så spydig og ligefrem sige at du foretrækker Xavier så direkte der.. Lige i dag, så ved jeg fandme ikke om du er så sød som jeg først troede'' sagde han surt, inden han tog sin jakke op fra græsset og begyndte at gå væk fra hende. Han havde det virkeligt dårligt med at være blevet uvenner med hende.

Valerie

Hun brummede svagt og så efter ham. "Ligenu snakker vi ikke generelt, men om ægteskab, kærlighed og sådan. Og på den måde ved du, at jeg vil fortrække Xavier. Helt overordnet som mennesker i mit liv betyder i sgu begge ligemeget. Men jeg gider ikke stå og lyve om mine følelser og fortælle dig, at jeg ligeglad hvem jeg bliver gift med, når jeg har en mening" Mumlede hun og skævede efter ham da han begyndte at gå væk fra hende. Hun vendte sit blik lidt væk og så ned i jorden, da hun ikke ønskede at de skulle være uvenner. "Prøv os og sæt dig i mit sted, ville du virkelig bare se til, hvis der var chancer for at du blev givet væk på den måde, som jeg bliver hvis jeg bliver her?"

Josiah
Han stoppede op, da han et eller andet sted godt kunne følge hvad hun mente. Det var jo heller ikke noget liv, at skulle blive gift med en, som man bare ville agere slave for. Han vendte sig mod hende igen og begyndte at gå tilbage til hende. ''Val'' sagde han stille og bed sig hårdt i sin læbe. Han følte sig på en eller anden måde desperat. Men mest desperat fordi, at han vidste at han snart ville miste hende, hvis han ikke gjorde et eller andet. ''Vi.. Kan bare sørge for at vi to.. bliver gift. Jeg tvinger dig ikke til noget, det ved du. Vi kommer jo virkeligt.. god ud af det med hinanden og på den måde, så kan du beholde dit liv, dine forældre.. og.. Vi.. Mister ikke hinanden. Jeg.. Kan ikke holde til at miste dig''

Valerie

Hun så på ham og bed sig i læben, da han pludselig ændret sig igen. Hun kunne ikke rigtigt holde til mere og tørret sine øjne. Hun ville ikke mste ham, hun ville ikke være uvenner med ham og slet ikke nu, men hun ønskede også at være sammen med Xavier. "Jeg ved du aldrig ville tvinge mig til noget og du ville også være den aller mest fornuftige at gifte sig med" Mumlede hun stille, da hun jo godt vidste, at Xavier var et dumt valg, men hendes følelser var bare løbet af med hende. "Jeg ved slet ikke noget mere Josiah, jeg ved bare at..hvis jeg skal være sammen med en mand jeg ikke kender og i seng med ham.." Mumlede hun og blev helt bleg. "Tænk hvis han slet ikke..tager hensyn" Mumlede hun dumt.

Josiah
Han vidste godt, at han var svær at blive klog på, men det var fordi at han var så usikker på, hvad fremtiden ville bringe. Han var bange for at ende alene og ligenu så det ud til, at hans mareridt var ved at gå i opfyldelse. ''Du.. Bliver jo ikke gift med sådan en mand, hvis jeg går op til dine forældre og anmoder.. om din hånd'' sagde han stille og tog forsigtigt fat i hendes hånd for et øjeblik. Han kiggede på den og sukkede svagt, da han godt vidste, at han var langt ude. Selvom han gerne ville, så vidste han også godt at Valerie ville vælge Xavier. Og han følte lidt at han var ved at gøre sig lidt til grin foran hende. Han slap hendes hånd igen og bakkede et skridt. ''Men.. Du vil ikke.. Have det. Vel?''

Valerie

Hun bed sig i læben, da de ting der skulle ske bare ville ske med ham i stedet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, da han faktisk kom med noget af et tilbud ligenu. "Jeg har valgt Xavier" Mumlede hun stille, da hun jo allerede havde aftalt det hele med ham. "Jeg ville virkelig ønske, at det helel ikke var så..forudbestemt. For jeg ønsker ikke at miste dig" Mumlede hun stille og trådte forsigtigt et skridt tættere på ham. "Men jeg kan ikke Josiah. Jeg..kan se en ordentlig fremtid med Xavier og det ham..har jeg lyst til at bruge min tid med på den måde. Du er mere..en ven for mig og skulle se dig som min kommende mand..kan jeg ikke"

Josiah
Han vidste ikke rigtigt, hvor han skulle kigge hen, da han følte sig virkeligt afvist og ikke god nok. Alligevel nægtede han at skilles som uvenner, selvom han havde en vildt dårlig mavefornemmelse med det hele. På en måde ønskede han at såre hende og omvendt ville han bare beskytte hende. Forsigtigt nikkede han som svar, da han ikke rigtigt kunne finde ord. ''Okay'' sagde han og var tavs for noget tid, inden han tog sin jakke på, da det alligevel var en smule koldt. Han pegede hen mod stien med sin hånd og vendte derefter blikket tilbage på hende. ''Skal jeg følge dig hjem? Det er jo ved at blive mørkt'' sagde han stille. Han vidste overhovedet ikke hvordan han skulle håndtere det hele.

Valerie

Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, da han faktisk tilbød hende, at følge hende hjem. Hun havde slet ingen anelse om hvor hun havde ham. Ville han sladre til nogen, eller vil han holde det hemmeligt? Selvfølgelig håbede hun på det sidste og hun ville virkelig blive skuffet ovet ham, hvis han fortalte det her til nogen, da det ligesom ville have en stor betydning for hende liv fremover. "Josiah du..skal kun gøre det hvis du har lyst" Mumlede hun stille, da hun også vidste, at han også skulle holde øje med deres hjem og de havde været væk et lille stykke tid, så måske var hans far kommet tilbage. "Men..hvis jeg kan få lyst til at bruge 5min mere sammen med dig, vil jeg gerne det"

Josiah
Han måtte indrømme, at det nok havde været en af de værste dage i hans liv. Alt var bare smuldret væk fra ham og han måtte indrømme, at han følte sig mere alene end nogensinde. Så hvis han kunne bruge 5 minutter på at følge hende hjem, ville han i det mindste være i selskab med en. ''Jeg vil gerne, Valerie. Du.. Skal ikke gå alene på det tidspunkt'' mumlede han stille, inden han rankede sig op og lidt tøvende begyndte at gå nogle skridt foran. Han havde det ret dårligt og han måtte indrømme, at det værste var, at han pludselig følte, at han ingen havde at snakke om det mere. ''Hvad skal du så hjem og lave?'' spurgte han, mest bare for at starte en samtale, som forhåbentligt ikke ville være for deprimerende.

Valerie

Hun bed sig i læben, da det var underligt at både Xavier og Josiah prøvede at passe på hende. Lige netop med de to følte hun det helt specielt, i det at hun vidste de gjorde det fordi de også havde lyst til at være sammen med hende og en eller anden form for pligt. ""Hvor..du sød" Mumlede hun lidt dumt, da det alligevel var lidt svært at han var så sød ved hende. Hun brummede svagt, da hun faktisk ikke helt vidste hvad hun skulle. "Hm, jeg tror jeg skal have et bad, så vil jeg have noget natmad også skal jeg iseng. Det har været en ret lang dag og..vi har jo en aftale imorgen, hvis..du stadigvæk har lyst?" Mumlede hun lidt usikkert.

Josiah
Han havde faktisk helt glemt, at de havde en aftale den næste dag. Men det var jo klart nok med alt det der var sket i dag. ''Selvfølgelig har jeg det'' sagde han stille og gav hende et forsigtigt puf, som skulle virke venskabeligt, men alligevel følte han at det bare var et patetisk forsøg på at lokke en stemning frem, som ikke rigtigt var til stede. ''Må jeg spørge om noget?'' spurgte han stille, mens han gik ned af grusstien. Han vidste egentligt ikke om han ville have et svar på sit spørgsmål, men han vidste, at han alligevel ikke kunne få ro, hvis han ikke spurgte hende. ''Elsker du ham.. Xavier?'' mumlede han og kom til at sige 'Xavier' som om at det var en eller anden sygdom.

Valerie

Hun var lidt imponeret over, hvor stærk han egentlig var. Havde hun lige fået samme besked at vide, ville hun ikke lave andet end at tude. Men mon ikke, at hans far havde en smule indflydelse på ham. Selvom Josiah ikke brød sig om sin far, måtte han alligevel været mærket lidt af den barske og kolde facade faderen kørte. Hun stoppede op, da han spurgte om hun elskede Xavier. "Gider du ikke godt omtale ham pænt? Men.." Mumlede hun og overvejet og sige, at hun ikke elskede Xavier, men det ville jo være at lyve og hun følte det ville være og gå bag ryggen på Xavier. "Jeg elsker ham, ja" sagde hun med et lille smil.

Josiah
Han himlede lidt med øjnene, da han blev bedt om at omtale ham pænt. ''Det gør jeg skam også. Jeg kan ikke gøre for, at han har et underligt navn, som jeg ikke kan udtale'' undskyldte han sig med, selvom det nok var en helt del barnligt xD Han skuttede sig dog en smule ubehageligt, da hun sagde, at hun elskede ham. ''Virkelig? Hvor lang tid har I kendt hinanden? 2 uger?'' mumlede han, da han ikke helt forstod det. Det var gået ret hurtigt det hele og han vidste ikke helt, hvordan han lige skulle håndtere hendes svar. Han var ret skuffet over det, men han gad ikke at vise hende det, da han følte, at han havde gjort sig til grin nok allerede.

Valerie

Hun sukkede opgivende af ham, da han sagde at han ikke rigtigt kunne udtale hans navn. "Du har før udtalt hans navn fint, så må du bare øve dig noget mere" Mumlede hun med et skævt smil. Da hun vidste, at han hadet og sige hans navn og derfor ville blive provokeret, hvis han skulle "øve" sig i at udtale det. "Vi har ikke snakket om vi skulle giftes. Du vil giftes med mig og..siden du kysset mig, må det betyde du føler noget. Så..jeg kan spørge dig om det samme, hvordan kan dine følelser vokse så hurtigt?" Mumlede hun stlle og trak på sine skuldre. "Man kan ikke selv forklare det og..jeg kan godt se det gået hurtigt, men man er ikke selv herre over det" Mumlede hun stille og skævede til ham. "Men Josiah..elsker du mig?"

Josiah
Han syntes faktisk ikke, at det var helt i orden at hun spurgte ham om det. Han følte lidt, at det var som om, at hun prøvede at træde yderligere på ham og få ham til at fremstå som en større idiot end han fremstod i forvejen. Irriteret slog han ud med armene, da det hele blev lidt for meget nu. ''Hold nu din kæft, Valerie'' sagde han surt. Dog bed han sig i læben, da det var første gang, at han havde sagt noget så vredt til hende. Men han fortrød faktisk ikke. ''Du spørger om noget, som du jo godt ved. Behøves du virkelig at høre mig sige det og føle mig endnu mere afvist og idiotisk end jeg i forvejen gør? Det er fandme bare ikke i orden'' sagde han surt, mens han øgede farten på sine skridt, så de ville komme hurtigere frem.

Valerie

Hun blev lidt forskækket over, at han blev så sur. "Du er så skide dobbeltmoralsk du er. Du synes det pisse forkert, at jeg allerede har følelser for Xaver, at jeg kan se det se en fremtid med ham på så kort tid" Mumlede hun og begyndte selv at sætte farten lidt op. "Men på samme tid du udspørger mig, gennemlever du selv det samme. Jeg har kun kendt dig et par dage mere end Xavier, men kom ikke og sig, at de følelser her lige kom i går?" Mumlede hun stort, da det var lidt irriterende, at han prøvede og få hende til at se dårlig ud, men han havde det på samme måde.

Josiah
Han kunne mærke, at han var ved at blive virkeligt sur, da han syntes, at hun var enormt snæversynet. ''Valerie, undskyld at jeg spørger, men er du... Virkeligt så dum?'' sagde han og slog ud med sine arme igen. ''Det kan måske ikke falde dig ind, at jeg opfører mig som en idiot, fordi at jeg føler mig røvmagtesløs? Tror du at jeg har lyst til at være forelsket i dig, når du ikke er det i mig? Nej vel? Prøv at tænk hvis det var Xavier, som elskede en anden, mens du rendte rundt og var forelsket i ham. Jeg kan godt fortælle dig at det ikke er særligt sjovt'' sukkede han og stoppede op. Han havde egentligt ikke lyst til at være uvenner, men han vidste faktisk ikke, om han kunne holde til et venskab med hende heller.

Valerie

Hun brummede svagt af ham. "Så fordi du forelsket i mig, så skal du prøve at rakke mig og Xavier forhold ned?" Mumlede hun opgivende og så på ham. "Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er skide fedt for dig. Men tror du ikke også, at det rammer mig du er så meget imod og det synes jeg skide ynkelig, fordi jeg faldet for Xavier?" Mumlede hun stille og rykkede på sig. "Jeg ved godt det pisse svært for dig, og jeg siger ikke, at du nogensinde skal holde af eller støtte Xavier, men det kunne være rart hvis du.." Mumlede hun og gik lidt i stå. "På en måde viste, at du ville kunne forstå mig, for ligenu virker det til, at du synes jeg det mest latterligste menneske det på jorden, der er igang med ødelægge mit eget liv"

Josiah
''Jeg synes ikke at du er det mest latterlige menneske'' sagde han opgivende. Han kunne godt forstå, at hun gerne ville væk fra alt det, som havde med giftemål at gøre. Men han var ikke sikker på, om Xavier var den bedste løsning, for de kunne jo ikke leve af kærlighed og kildevand. ''Jeg synes det er... Modigt. At du tager sådan en beslutning. Du går fra det ene usikre punkt til det andet. Hvad har Xavier helt ærligt at kunne tilbyde?'' sagde han opgivende. Han var ret sikker på, at uanset hvad hun nævnte af hans kvaliteter, så ville han bare rakke det ned, for han kunne ikke finde ud af at sige noget som helst positivt om Xavier xD

Valerie

Hun brummede svagt, da han i det mindste støttede hende på det punkt. "Tak" Mumlede hun stille og brummede svagt, da hun vidste at hun ikke ville kunne sige noget om Xavier, som ville lyde positivt i hans øre. "Jeg kan ikke sige noget til ham, så han vil se dig som noget positivt, ligeså vel kan jeg heller ikke sige noget positivt om ham, så du vil se ham som noget positivt. Men i betyder begge en hel del for mit liv og i er begge en del af mit liv. Så" Mumlede hun stille, da det efterhånden var irriterende hun skulle forsvarer den anden. "Men han kan ikke rigtigt give mig så meget..han ejer jo ikke så meget" Mumlede hun stille .

Josiah
Han bed sig lidt i læben, da han jo faktisk ikke ville være en del af hendes liv, hvis hun skulle forlade byen. Den tanke var ret hårdtslående og han kunne ikke rigtigt forestille sig, at hun ikke skulle være omkring ham længere. Faktisk kunne han ikke se nogen grund til at blive i byen, hvis hun ikke var der, for nu havde han heller ikke sin mor mere. ''Valerie.. Jeg kommer jo ikke til at være en del af dit liv, hvis du flytter væk her fra.. Spørgsmålet er, om Xavier kun gør det for at holde mig væk fra dig'' sagde han stille, inden han forsigtigt nikkede hen mod hendes hjem, da der ikke var så langt igen. ''Skal vi.. Gå videre?'' spurgte han, mens han lod sine hænder køre ned i sine lommer.

Josiah
Han havde fortalt alt om Valeries planer til hendes forældre aftenen efter de var kommet hjem. De var blevet ret glade og lettet over, at han havde fortalt dem det, men alligevel havde hans plan givet bagslag. Hendes forældre havde fortalt ham, at hun skulle giftes bort hurtigst muligt og da hans egen far var enkemand, så var han det mest oplagte bud. Den melding havde slået ham helt ud og han havde ikke vidst hvad han skulle sige. De havde efterfølgende fortalt, at han var velkommen til at sove i et gæsteværelse, hvis han havde det for svært derhjemme, da de havde hørt det med hans mor. Han havde dog valgt at gå en tur i stedet, som blev ret lang. Han havde det ret dårligt med hvad han havde gjort og nu var Valerie låst til et liv som egentligt ikke var værd at leve. Og det var hans skyld. Han gik tilbage til Valeries gods og bed sig svagt i læben, da det var nat og alle var gået i seng. Han anede ikke hvad der var sket i de timer han havde været væk. Forsigtigt bankede han på hendes dør, da han følte, at han var nødt til at snakke med hende.

Valerie

Hun havde haft et kæmpe skænderi med sine forældre, der åbenbart pludselig vidste alt omkring Xavier og hendes planer om at stikke af med ham. De havde nu besluttet, at hun ikke skulle have en chance for at forlade hjemmet og havde derfor sørget for, at alle vagterne rundt omkring, sørget for at hun ikke forlod stedet. Så hun kunne nu se frem til en fremtid lukket inde her, hertil hende forældre ville finde hende en mand. Hun brummede svagt, da det bankede på hendes dør og gik hen og åbnede. "DU" Mumlede hun surt, da hun så Josiah, da tingene måtte komme fra ham. Det kunne ikke være andre. Hun hævede sin hånd og skulle lige til at slå ham, men sådan var hun dog alligevel ikke, slet ikke overfor ham, hendes "bedste" ven. "URGH" Sagde hun bare surt og vendte sig om og gik over og satte sig på sin seng.

Josiah
Han så hurtigt op, da døren gik op. Dog blev han ret forskrækket, da hun var overfusende over for ham, men det beviste at hun havde snakket med sine forældre. Og enten havde de sagt at han havde sladret, eller så havde hun gættet sig frem til det. ''Valerie'' sagde han hurtigt, mens han gik indenfor hos hende. ''Har.. Dine forældre snakket med dig?'' spurgte han stille og sørgede for at holde en vis afstand fra hende, da han var bange for, at hun ville være tæt på at slå ham igen. Han kunne mærke at hans hjerte bankede virkeligt hårdt, da han vidste, at uanset hvad, så havde han nok mistet hende for altid. Han gad ikke engang at skjule, at det var ham, som havde sladret. ''Jeg.. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige''

Valerie

Hun så surt hen på ham, da han holdt afstand til hende. "Selvom du har fortjent det, har jeg ikke tænkt mig at slå dig" Mumlede hun og trak sine ben op til sig. "Jeg har snakket med mine forældre. Og de ved det hele" Mumlede hun og holdt sit blik fast på en plet i væggen, da hun virkelig skulle tage sig sammen for ikke at græde. "De vil holde mig her, indtil de finder en anstændig mand til mig. Så jeg fanget indtil jeg bare ryger videre" Mumlede hun og så på ham. "Og den eneste det kan komme fra er dig. Jeg stolede på, at jeg kunne fortælle dig sandheden, uden du ville sladre. At du ville kunne forstå, at jeg ikke gider leve et liv jeg ikke selv bestemmer. Hvad fanden skal der nu ske? Jeg kommer ikke til at se Xavier. Men tilbød du så, at du ville tage min hånd i stedet?" Fnøs hun.