Valerie, Josiah & Xavier

Josiah
Han bed sig hårdt i læben, da hun ikke vidste, hvem hendes mand ville være. Han vidste ikke rigtigt om han skulle sige det. Men et eller andet sted, så skyldte han det. Forsigtigt vendte han blikket ned i jorden, da han virkeligt fik dårlige mavefornemmelser med dette. Faktisk havde han helt kvalme. Lidt tøvende gik han hen mod hende og satte sig ned ved hendes seng, dog et stykke fra hvor hun selv sad. ''Valerie..'' sagde han stille og kunne mærke at han var tæt på at begynde at græde. Han tog sig dog sammen og fik det stoppet, inden det begyndte. ''Jeg.. Anmodede ikke om din hånd, jeg.. De...'' Han vidste ikke helt hvordan han skulle formulere sig og han kunne slet ikke koncentrere sig. ''Valerie, jeg.. ved noget..''

Valerie

Hun blev pludselig meget stille, da han så så seriøse ud. Hun vidste slet ikke hvad han skulle til at sige, men på en eller anden måde havde hun en svag mistanke. "Du..ved noget?" Mumlede hun og bed sig hårdt i læben, da det kunne være at de ikke kun ville straffe hende men også Xavier. "Har de gjort ham noget?" Mumlede hun hurtigt og så helt forskrækket på ham. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis det skete Xavier eller hans familie noget. Alt det her var hendes problem og blev det mæket af dette, var det hendes skyld. Hun så lidt utålmodigt på ham og havde virkelig svært ved at læse hvad han ville sige.

Josiah
Han kunne mærke at hans hjertebanken blev så voldsomme, at han begyndte at svede. Usikkert vendte han blikket hen mod Valerie, men kunne ikke holde blikket på hende i længere tid af gangen. ''Jeg..'' begyndte han usikkert igen og kunne mærke at han ikke rigtigt kunne holde tårerne tilbage mere. Han tørrede irriteret sin kind med sit ærme og sank en klump. ''De.. Har ikke gjort ham noget.. Det er om dig.. og'' han tog en dyb indånding mens han kiggede ned i jorden. Det hele virkede så hektisk ligenu og han anede ikke hvordan han skulle sige det på en pæn måde. ''Du.. Du skal giftes med min far'' sagde han meget meget stille, mens han holdte blikket ned i jorden.

Valerie

Hun skulle lige til at spørge ind til hvad han sagde, da han ikke snakket så højt, men alligevel havde hun forstået hvert et ord. Hun mærkede hvordan hun blev helt bleg og rykkede en smule på sig. Selv Josiah havde aldrig brudt sig om sin far, og hun nu var tvunget til at leve et helt liv med ham. Af en eller anden grund var hun ikke sur på ham ligenu, hun var bare slået helt ud og følte ikke rigtigt noget. "..Hvornår" Mumlede hun stille og lukkede sine øjne hårdt sammen. Hun kunne godt se på ham, at han selv var virkelig slået udover det, men i det mindste var det ikke ham som var hovedpersonen i det hele.

Josiah
Han kunne mærke at hans håndflader var helt klamme og klæbrige, fordi at han svedte så meget. Han rejste sig rastløst op og havde en følelse af, at han havde lyst til at smadre et eller andet, men af respekt for hendes ting, tog han sig sammen og sørgede for ikke at smadre noget. ''Det ved jeg ikke. Jeg ved bare at det er min skyld og..'' han sank en klump og vendte igen blikket væk. Han havde ikke lyst til at bede om hendes tilgivelse, da hun næppe ville give ham den. Og han syntes egentligt heller ikke at han havde fortjent den, da det var hans egen bitterhed, som havde bragt alle i den her situation. ''Jeg har ødelagt dit liv'' sagde han stille og tog sig til hovedet.

Valerie

Hun skævede til ham og blev faktisk endnu mere bange over hans reaktion. "Du gør mig bange når du er sådan" Mumlede hun stille og rykkede en smule på sig, da det lød til at hans far virkelig ikke var god at være sammen med. "Josiah jeg har virkelig respekt for dig og din familie, men..hvordan er din far overfor..kvinder generelt?" Mumlede hun stille. Hun vidste ikke, om han var typen der kunne finde på at slå eller hvad der kunne ske. Hun båede virkelig, at Josiah kunne fortælle hende, at han bare var streng, men aldrig nogensinde kunne finde på at bruge vold. Men nu var hans krigsfører, så mon ikke at vold var meget oplagt for ham.

Josiah
Han tog en dyb indånding for at prøve at slappe af, da han ikke ville skræmme hende mere end højst nødvendigt. Det lod til at hun håndterede de nyheder bedre end ham selv, eller så var det bare ikke rigtigt gået op for hende endnu. ''Hvordan han er'' sagde han opgivende, da han ikke rigtigt havde lyst til at fortælle det, for så ville han for alvor skræmme hende. ''Han.. Er meget bestemmende. Alt skal køre efter hans hoved. Han har humørsvingninger.. Har.. Andre kvinder. Det havde han i hvertfald sammen med min mor og.. Jeg er ret sikker på, at jeg.. Har hørt ham slå min mor.. et par gange'' sagde han stille og skævede usikkert hen mod hende. ''Valerie, jeg.. Jeg er virkelig ked af det, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre''

Valerie

Normalt var hun ikke særlig stærk med sådan noget, men det var ligesom alt han sagde, gik ind af det ene øre og ud af det andet. Tænk at hendes forældre kunne give hende væk til en mand, som ville slå hende, være utro osv. "Hvis han har andre kvinder..er det ikke jeg med at jeg selv skal være mor, jeg bliver os stedmor for en masse" Mumlede hun helt tamt og så på ham, da han at han var ked af det. Hun ville aldrig være i stand til at gøre modstand og nu ville hun aldrig være i stand til at slippe ud af det. "Du vel en helt i deres øjne nu. Redder deres datter fra et usselt liv" Mumlede hun lettere ironisk og forstod ikke helt selv, hvordan hun kunne holde sig oppe ligenu. Men hun vidste, at det ville ramme på et tidspunkt, meget hårdt.

Josiah
Han anede faktisk ikke selv, om han havde stedsøskende. Han havde aldrig hørt om det, men omvendt så var det heller ikke noget, som familien sad og drøftede hen over middagen derhjemme. ''De synes i hvert fald om mig igen..'' mumlede han tamt, da de jo havde været knapt så glade for ham, da de havde fundet ham inde på Valeries værelse den dag. ''Jeg ved ikke hvad det er jeg har gjort..'' sagde han mest til sig selv, mens han lod sig dumpe ned på sengen igen. Han følte sig virkeligt som et svin over for hende og han kunne ikke rigtigt rydde op i alt det rod han havde lavet. ''Er der.. noget jeg kan gøre? Jeg ved det er et dumt spørgsmål, men hvis det kan hjælpe dig på en eller anden måde''

Valerie

Hun skævede kort ud af vinduet og brummede svagt, da det faktisk var virkelig mørkt. Hun kunne ikke gå ud, men det kunne han. "Du.." Begyndte hun og bed sig i læben. "Kunne opsøge Xavier, kender jeg ham godt nok, er han ved en stor del i den fattige del af byen. Gå ned og fortælle, at jeg gerne vil snakke med ham, at jeg ikke selv har mulighed for at komme" Mumlede hun stille. Xavier var klog nok til at vide, hvor han skulle finde hende og ligenu havde hun virkelig brug for ham. "Jeg vil gerne fortælle allt det her til ham selv" Mumlede hun og vendte sit blik i jorden, da hun ikke vidste om hun ville kunne få ham til det.

Josiah
Han så måbende på hende i et øjeblik, da han havde lovet sig selv, at han aldrig ville snakke med Xavier eller havde noget som helst med ham at gøre, men hvis det var hendes ønske fra hans side af, så ville han gøre det. Selvom han ikke var meget for det. ''Jeg ville ønske at jeg kunne sige nej... Men jeg gør det. For din skyld'' slog han fast og tog sig lidt til hovedet, da der alligevel skulle noget overvindelse til, før man havde lyst til at stå og snakke med en person, som man hadede så meget. Men det var en nødvendighed og det vidste han også godt. ''Hvornår vil du have.. At jeg skal gøre det?'' spurgte han stille. ''Skal det være nu?''

Valerie

Hun vidste, at hun ville bryde helt sammen i det hun så Xavier. "Nu ja og du skal bede ham bare komme ind og..skynde sig alt hvad han kan" Mumlede hun stille. Hun ville gå hen og åbne sin vindue efter, at Josiah var gået, så Xavier kunne se hvor han skulle ind henne, selvom han nok vidste det i forvejen. "Og..tak Josiah" Mumlede hun stille, da det alligevel var ret pænt af ham. Dog var hun lidt ked af, at hun ikke ville kunne se deres samtale. "Siden du er her, må du have fået lov og mine forældre..så..vi ses jo nok, nu hvor vi os bliver i familie. Tænk jeg bliver din....stedmor" Mumlede hun og gik hen og åbnede sin dør.

Josiah
Han havde faktisk ikke tænkt den tanke, at de ville blive 'familie' og at han ville få en stedmor, som ville være yngre end ham selv. Og som han selv havde følelser for. Han fik det helt dårligt ved tanken, men han havde alligevel ikke meget tid til at reagere på det, da hun åbnede døren. ''Det er da.. Det mindste jeg kan gøre. Jeg håber bare ikke, at han bliver.. Alt for vred'' mumlede han stille, da han alligevel havde hørt nogle rygter om, at den familie havde et ret voldsomt temperament. ''Men Valerie.. jeg.. Håber at se dig på et tidspunkt igen snart.. '' sagde han lavt, inden han med ret tunge skridt begyndte at gå ned af gangen og ud af godset.

(Skal jeg bare skifte til Xavier nu xD)

Valerie

Hun kunne godt se, at det sætning kom bag på ham. Hun var slet ikke parat til at have børn også kom der åbenbart et med i ægteskabet og at det så var Josiah. Hun gik hen og lukkede døren, da han var gået og åbnede sit vindue for Xavier. Hun var måske ligenu lidt ond overfor Josiah, og svaret ham ikke så meget, men hun skulle bare lige have alting til at falde på plads og hun ville selv opsøge ham hurtigste muligt, men ligenu havde hun brug for Xavier. Tanken om at han snart ville være ved hende kunne gøre hende skør. Hans duft, hans varme, hans øjne. Han sukkede opgivende ved tanken om, at de ikke kunne ses mere efter i aften.

Xavier
Han havde haft snakket, eller nærmere råbt, af en meget oprevet Josiah, som havde forklaret ham alt. Af ren arrigskab, havde han langede ud efter Josiah så hårdt, at han var faldet. Han vidste at han ikke var kommet noget til dog, så han havde bare løbet sin vej, mens Josiah lå nede. Han var ved Valeries gods kort tid efter, da han havde skyndt sig alt hvad han kunne. Han var virkeligt vred over, at deres planer var mislykkedes. Men han var på en måde også ret sur på Valerie, da hun skulle have tiet stille med de planer, som han havde sagt. Han fik sig kravlet op på taget og lod sig hoppe ned på hendes balkon. Meget forsigtigt bankede han på og åbnede vinduet op. ''Valerie.. Hvad.. Fanden sker der'' sagde han opgivende, mens han kravlede ind.

Valerie

Hun kunne mærke at tårene begyndte at presse sig på. "Jeg skal giftes med hans far og..han er voldelig..og vi kommer ikke til at ses og.." Mumlede hun forvirret inden hun bare satte sig ned på sin seng og trak sin sammen. Hun ville egentlig gerne have ham tæt på sig, men hun var lidt bange for, at han var sur på hende også. "Du havde ret, jeg skulle aldrig have stolet på ham. Tænk han ikke sladre" Mumlede hun og mærkede hvordan hun blev små svimmel. Hun kunne ikke rigtigt klare mere og hun begyndte at blive lidt bange for at hun ville besvime, hun blev i hvert fald mere og mere døsig og faldt mere og mere hen.

Xavier
Han bed sig hårdt i læben, da han ikke just havde fået alle detaljer. Han havde i hvertfald ikke vist, at Josiahs far var voldelig. Forsigtigt satte han sig ned på hendes seng. Han vidste at han ikke skulle blive sur eller gå amok, det var vigtigt at han var den stærke ligenu og kunne holde hovedet koldt, for hvis de begge to flippede, så ville det gå helt galt. ''Valerie'' sagde han og kiggede ned på hende. Dog bed sig lidt i læben, da hun så ud til at være lidt væk. ''Valerie?'' sagde han så igen, denne gang med mere klarhed i stemmen. Han krøb tættere hen på hende og tog fat i hendes hånd som han forsigtigt ruskede. ''Valerie, har du det godt? Svar mig?''

Valerie

Hun lænæede sig ind til ham og trak sine ben helt op til sig. "Jeg er så ked af det. Han...kommer til og voldtage mig, eller slå mig indtil jeg går med til og have sex med ham" Mumlede hun og trykkede sig ind til ham. "Han vil have andre kvinder og han vil bestemme alt, så igen gør jeg ikke hvad der bliver sagt, så kan jeg forvente og blive slået" Mumlede hun og sad lidt, inden hun for alvor begyndte at græde. "Undskyld" Mumlede hun et par gange. Undskyld for hun bare sad og grad og undskyld for, at hun havde fortalt det hele til Josiah. "Men ja, jeg er okay. Jeg føler mig bare så underlig..svimmel" Mumlede hun stille.

Xavier
Han bed sig hårdt i læben, da han ikke anede, at den mand var så slem. Han kunne mærke hvor hidsig han blev, for han forstod overhovedet ikke, hvordan nogle kunne behandle en kvinde sådan. Og så Valerie. Han bed tænderne hårdt sammen, da han virkeligt skulle tage sig sammen til ikke at få helt amok. Han trak vejret dybt og kunne derefter bevare roen. ''Du skal ikke undskylde'' sagde han stille, mens han prøvede at berolige hende ved at stryge hende ned af armen. Han ville ikke fortælle hende at stoppe med at græde, for det var den eneste måde at få sine følelser ud på. ''Og hvad med din far? Synes han helt ærligt at det er i orden at du bliver gift med sådan et.. Svin?''

Valerie

Hun kunne godt mærke, at Xavier blev mere og mere vred og alligevel var han helt rolig overfor hende. "Han synes jeg, at det passer perfekt, fordi familien vil blive ført godt videre" Nærmest hulkede hun og kunne slet ikke falde til ro. "Tænk hvis jeg..aldrig ser dig mere" Mumlede hun og knugede sig bare endnu mere ind til ham, hun ville ikke være i stand til at give slip på ham. "Grunden til at Josiah sagde det, var fordi at han...kyssede mig i går og sagde, at han ville spørge om min hånd. Jeg sagde nej og sagde, at jeg ville være med dig" Mumlede hun stille. "Og det er åbenbart grund nok til at sladre" Mumlede hun og tørret sine øjne.

Xavier
Han ville ikke sidde og love hende guld og grønne skove, da han ikke anede hvad der ville ske i fremtiden. Måske ville det her være deres sidste møde, måske ville det ikke. Måske ville han blive jaget ud af byen. Ingen vidste jo hvad der ville ske. Hvis hun var overvåget hele døgnet rundt, kunne de jo heller ikke snakke mere. ''Han gjorde hvad?'' sagde han surt, da han ikke lige havde hørt den historie. Tanken om at nogen anden end ham havde prøvet at indsmigre sig på hans pige var virkeligt for meget for ham. Ligenu ville han ønske, at han havde smadret Josiah en mere på kassen. ''Han er bare et svin. Jeg håber virkeligt at du ikke ser den idiot som ven mere. Han har ødelagt alt for dig''

Valerie

Hun brummede svagt. "Jeg ked af at sige det nu og på den her måde. Men det skete i går, og efter det gik jeg hjem og han sladret. Og siden har jeg væet lukket inde her. Ellers ville jeg havde sagt det" Mumlede hun og begyndte at græde igen, da hun fik det dårligt igen. Ligenu følte hun sig virkelig svag, da det ikke rigtigt skulle noget til at gøre hende ked af det. "Jeg..ved ikke hvordan jeg ser ham. hvis det skal være rigtigt, skal jeg se ham som en skide stedsøn" Mumlede hun og rystede på hovedet, da det hele var så underligt. "Men jeg kan ikke kalde ham en ven mere og jeg..kommer ikke til at tilgve ham for det her. Det kan jeg ikke" Mumlede hun stille.

Xavier
Han bed sig lidt i læben, da han følte sig ret magtesløs. Han vidste bare en ting og det var, at han ville stoppe det. Det ville måske gå ud over ham selv at redde hende for situationen, men han var klar på at ofre sig selv og sin plads i byen for at hun skulle få det godt. Han sagde dog intet. Svagt bed han sig i læben, da hun igen blev ked af det. ''Valerie, det.. Er virkeligt det værste der kunne ske. Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle dig hvordan fremtiden bliver, men det kan jeg ikke. Alt er virkeligt.. Slemt ligenu'' sagde han stille, inden han forsigtigt lod sin hånd køre hen mod hendes, som han blidt trykkede. ''Hvad med din mor? Har hun intet at skulle sige?''

Valerie

Hun vendte forsigtigt sit hoved mod hans og kyssede ham blidt på munden. Dog følte hun det lidt underligt, da det var som om hun allerede var en andens. "Jeg ved det godt og jeg ked af..at det skal gå så hurtigt, jeg ville ønske vi havde noget mere tid sammen" Mumlede hun stille og skævede til ham. "Men tak fordi du kom" Mumlede hun og sad lidt i tavshed. "Hvad skete der egentlig mellem jer? Kunne i undgå at råbe af hinanden?" Mumlede hun stille, da hun ville ønske at de kunne være venner, men i virkeligheden kunne jun jo godt sige selv sig, at det aldrig ville ske og slet ikke nu. Xavier ville altid hade Josiah.

Xavier
Han gengældte forsigtigt hendes kys, mens han fortsat strøg hende hen over armen. Det var lidt underligt at tænke på, at den plan de havde haft var helt væk. Men heldigvis lå det jo sådan, at man kunne lave nye planer, men det var planer, som han ikke ville dele med hende. ''Hvad der skete imellem os'' mumlede han, da han ikke helt vidste om han skulle sige, at det ikke havde gået så godt xD ''Altså... Han fortalte mig alt. Stille og roligt. Jeg blev vred.. Han bliver forskrækket. Vi råber af hinanden og jeg ender så med at smadre ham en knytnæve så han falder. Derefter går jeg'' sagde han så. Han var dog sikker på, at han var okay, da han selvfølgelig ikke ville gøre ham rigtigt fortræd.