Candice, Hunter, Wesley, Hope og Viktor

Viktor

Han holdt hele tiden øje med hendes skridt da han ville sikre sig at hun ikke faldt, sig selv behøvede han ikke engang tænke over, da han var ekstremt sikker på sine ben og derfor ikke engang behøvede at tænke over hvordan han gik. Han var hele tiden klar til at gribe ud efter hende, hvis hun skulle blive usikker på hendes ben, men han formåede at se fuldstændig rolig ud. "Jeg tror..det er cirka 8 år siden vi så hinanden. Vi snakker dog tit sammen, men...jeg har en del at gøre hen og hun kan ikke tåle at være heroppe" Sagde han med et skævt smil, da 8 år nok løb som ekstremt meget for hende, men for ham var det faktisk ikke så frygtelig lang tid igen, i hvert fald ikke hvis man talte hele hans levealder.

Candice
Hun bed sig lidt i læben, da det lød virkeligt hårdt at skulle være adskilt fra en man holdte så meget af. Men hun vidste selvfølgelig ikke hvordan deres forhold var og det kom heller ikke hende ved, selvom der var en masse spørgsmål som efterhånden trykkede sig en smule på. Da de nåede stenene, kunne hun mærke at hun alligevel blev lidt mere usikker på sine skridt og ikke kunne gå knap så hurtigt som hun før kunne. ''Er det.. Ikke svært ikke at.. blive fascinerede af andre, når I ikke ses så tit'' spurgte hun stille, uden helt at vide hvor hun ville hen med det spørgsmål. Det var lidt snagende og det brød hun sig faktisk ikke om. Måske var det bare for at vide hvor hun havde ham, men det slog hende lidt at hun selvfølgelig ikke havde ham nogle steder. Dog blev hendes tanker straks brudt, da hendes fod satte sig fast mellem to mellemstore sten og hun fik overbalance.

Viktor

Han rystede let på hovedet, "Vi har været sammen i 100 år før det, så 8 er ikke så lang tid" Sagde han med et skævt smil. Da han lige var blevet forvandlet virket det stadig som meget meget lang tid. Men efterhånden som årene gik, så blev det sværere at fokuserer på tiden og når der gjaldt flere hundrede år, var 8 år ikke særlig meget. "Man savner at have en tæt på sig" Nåede han lige at sige, da hun fik overbalance. Inden hun nærmeste var ude af balance var han inde foran hende og greb så blidt fat i hende som han overhovedet kunne, selvom han selvfølgelig var nødt til at tage en smule hård fat, da han ville sikre sig at hun ikke faldt. Han fik hende rettet op og så på hende, "Tror du ikke det er bedst at jeg...har fat i dig?" Spurgte han stille.

Candice
Hun gav et gisp fra sig, da hun havde følelsen af at hun skulle falde i mindre end et sekund og hun nåede lige at ''forberede'' sig på at hun ville slå sig, men i stedet blev hun mødt af et varmt greb omkring hende. Hun sank svagt en klump og trak vejret hurtigt da hun virkeligt var blevet forskrækket, men allerede få sekunder efter mærkede hun at hendes fokus allerede ændrede sig igen. Hun kiggede op mod hans øjne og opdagede at hun med en knyttet hånd havde taget fat i hans t-shirt ved hans brystkasse i farten. Hun følte sig stakåndet og følte at han var 'uhyggeligt' tæt på hende, faktisk så tæt at hun kunne mærke hans åndedræt. Hendes blik begyndte nervøst at flakke ned mod hendes fod som stadigt sad fast. Forsigtigt lirkede hun den fri ved at skubbe den ene sten en smule væk. Og da så hun det de havde ledt efter, ravet. Hun vidste ikke om det var en sindssyg tilfældighed elle om skæbnen egentligt fandtes, men underligt, det var det. ''Prøv.. At kig' ned..''

Viktor

Han trak vejret helt roligt og så på hende gennem mørket. Selvom han havde 'reddet' hende og han ikke behøvet at holde fast i hende mere, kunne han heller ikke give slip på hende. Han så ned i det hun sagde det og bed sig i læben, da der lå et stykke rav foran dem. Forsigtigt bukkede han sig ned og samlet det op i sin hånd og studerede det lidt. "Det er...perfekt" Sagde han stille og rakte den frem mod hende, da det jo var hende som skulle bruge det i første omgang. "Jeg..holder fast i dig indtil vi er på fast land igen" Sagde han stille, egentlig ville han ikke indrømme at han faktisk havde lyst til at holde fast i hende, men så var det godt han kunne komme med en undskyldning.

Candice
Hun tog forsigtigt imod ravet og lod øjnene hvile undersøgende på den. Det var et ret stort stykke rav og måske en del uhandy at have på sig. ''Du.. Skulle måske overveje at få den slebet ned før jeg prøver på noget med den..'' sagde hun stille og knugede den blidt i sin hånd, så hun ikke ville tabe den. Selvom hendes ben havde meget godt fæste hvor hun stod, havde hun ikke lyst til at give slip på ham. Hun nød følelsen af at blive passet på og at hun skulle få den følelse fra netop ham, som burde være en trussel mod hende, kunne hun ikke helt forstå. ''..Så kan du også få den sat ind i et smykke.. Det.. Ville hun sikkert være glad for'' sagde hun stille, inden hun atter trykkede den ind i hans hånd uden at kigge på ham. Hun burde ikke føle sig generet af at han havde en pige og han for længst var afsat - hun havde jo ikke engang lyst til at være det mindste forgabt af en vampyr, men alligevel tog hun sig selv i at være pigefornærmet, noget som hun slet ikke kunne genkende hos sig selv. Hun slap taget om ham og begyndte - imod hans ord - selv at gå tilbage over stenene.

Viktor

Han havde på ingen måde 'forlangt' at hun skulle holde fast i ham og han havde nok blindt sig selv ind, at hun faktisk var blot en smule tiltrukket af ham og gerne ville. Han ville dog uanset hvad være klar til at gribe hende igen, da hans reflekser var så hurtige som de var. Han nikkede let, da det faktisk var en meget god idé og han lagde forsigtigt det lille stykke rav i en lomme hvor han var sikker på, at han ikke ville tabe det. "Nu hvor du først skal lærer den bevægelse, hvor lang tid tror du at det tager?" Spurgte han og kunne ikke lade være med at lyde nysgerrig. "Hvordan..lærer i og træner?" Spurgte han og bed sig i læben, da det faktisk interesseret ham en del, som vampyr var du 'født' med nogle meget stærke evner som du selvfølgelig kunne videreudvikle, men en heks startet vel fra at kunne absolut intet magi, til at afslutte med at være utrolig magtfuld?

Candice
Hun fik sig balanceret hen over stenene og kunne ikke lade være med at føle sig en smule lettet, da hendes fødder atter ramte sandet. Hun vidste ikke helt hvordan hun kunne blive så påvirket af en hun knapt kendte. Hun havde i løbet af aftenen følt sig utroligt usikker på sig selv, hvilket hun normalt aldrig var. Folk så hende ofte som genert, men det var hun ikke. Folk forvekslet tit ''rolig'' med genert, men her til aften havde hun opført sig som en fjantet teenager i hendes hoved og det skulle bare ophøre med det samme. Faktisk, overhørte hun fuldstændigt hvad han sagde og vendte sig i stedet om med et lettere strengt blik. Blikket var dog ingen måde ment til ham, men til hende selv. ''Hør, jeg.. Skal på arbejde i morgen og det er ret sent.. Men.. Du kan finde mig igen når stenen er klar.. Men indtil da, så.. har jeg travlt..'' sagde hun stille og undgik at kigge på ham.

Viktor

Han så lidt forbløffet på hende da hun pludselig sagde, at hun havde travlt indtil han var klar med stenen. Han vidste ikke helt hvor det kom fra eller om han havde gjort noget forkert? Han havde ifølge sig selv, opført sig ret pænt og passet på med ikke at overtræde nogle grænser. Derfor forstod han ikke hvorfor at hun pludselig ændret sig, normalt var han også fuldstændig ligeglad med mennesker, men han havde faktisk kunne lide at bruge tid med hende. Han åbnet munden for at 'svare' hende igen, men kom frem til at det klogeste nok ville være, at accepterer at hun havde brug for lidt fred. "Jeg..skal ikke lige føle dig hjem først?" Hørte han alligevel sig selv sige.

Candice
Hun mærkede at hendes blik mildnedes en smule, da han spurgte om han skulle følge hende hjem. Prøvende åbnede hun munden, der kom ingen lyd ud - hun ville sige ja, men hun nåede at stoppe sig selv, selvom det var virkeligt lokkende bare at udbryde ja!. Forsigtigt skævede hun mod hans ansigt, inden hun forsigtigt rystede på hovedet. ''Nej, det.. er okay'' svarede hun stille og begyndte at binde ærmerne på hans hættetrøje op. Det var virkeligt svært for hende bare at gå væk fra ham, men hun havde virkeligt bare brug for en pause til at tænke nogle ting igennem om aftenens forløb. Hun rakte ham forsigtigt hættetrøjen og sendte ham et svagt smil, inden hun efter en indre kamp med sig selv, trådte nogle skridt forbi ham. I forbifarten lod hun sin forsigtigt hånd stryge hen over hans skulder, ment som en venlig gestus for at sige farvel. Men egentligt var det blot en undskyldning for at være tæt på ham en sidste gang. Hun trådte derefter videre ud i sandet og væk fra ham.

Viktor

Var grunden at han havde spurgt ind til hvordan de lærte? Han kendte ikke til hekse som sådan og vidste ikke hvor deres grænser gik, men han følte ikke at han havde været anmasende eller hentydet til, at hun var på et lidt lavere niveau end normale hekser på hendes alder. Det var der absolut intet i vejen over, faktisk var han imponeret over, hvor langt hun var nået selv uden hjælp. "...Okay" Sagde han og smilede let, da han mærkede hendes hånd ved hans skulder, så kunne hun ikke være helt sur på ham alligevel. "Jeg kommer med ravet når det klart" Sagde han og fik det helt dårligt over, at hun pludselig ville til at gå fra ham, men hvorfor ville han have at hun blev?

Candice
Hun havde været på arbejde hele dagen henne ved ''Vandhullet'', som hendes arbejdsplads hed. Og som navnet hentydede, så var det et sted folk kom hen for at få noget at drikke. Det var på ingen måde at sted hvor folk kom hen for at feste eller fyre den af, men bare et sted hvor folk kom hen og hyggede sig og snakkede med de lokale indbyrdes over en øl. Hun havde arbejdet der i et par år og var faktisk glad for det, for det tvang hende til at være lidt mere åben og social end hun egentlig var. Hun havde en sen vagt i dag, til klokken 22. Men heldigvis var den ovre om en halv time, selvom hun stort set godt kunne gå hjem, for der kom næsten aldrig nogle nu. Hun havde hele aftenen 'gemt' en gammel grimoire bag baren og hun havde konstant begivet sig til at læse så snart muligheden var der. Og måske var det ikke så sært at hun havde taget en grimoire med der omhandlede andre overnaturlige - hun havde læst om vampyrer hele dagen, for hendes fascination siden i går var ikke forsvundet.

Viktor

Han havde været væk siden den forrige dag og været på farten, da han skulle finde en som kunne rette stenen til. Det var også lykkedes for ham og ravet var nok klar til at blive sat i en halskæde som han havde ved siden af. Han var netop nu på vej hen til Candice hygge. Han kunne dog godt lugte og fornemme at hun ikke var i nærheden. Derfor satte han sig på en lille sten udenfor hendes have, da han ikke bare ville gå ind og sætte sig. Det var hendes 'domæne' og der satte han ikke sine ben, medmindre han fik en tilladelse. Han vidste ikke hvornår hun ville være hjemme, men han havde intet imod at vente. Tid betød ikke så meget for ham. Faktisk havde han al tid i verden.

Candice
Hun havde egentligt fundet nogle ret interessante oplysninger omkring vampyrer, lige fra deres tankegang til deres livsstil. Selvom det var en gammel grimoire, følte hun sig alligevel klogere og mindre forvirret på det område. Da klokken endeligt blev 22, fik hun lukket baren af og kunne endeligt gå hjem. Hun havde slet ikke været ude ved kolonihavehuset i dag og selvom hun godt kunne trænge til at komme hjem og sove i en rigtig seng, følte hun ikke at det havde været en ordentlig dag hvis hun ikke havde været ude og slappe af i sin hytte. Efter 20 minutters gå gang fra baren, kunne hun nu se sin have i det fjerne. Men hun kunne også se en skikkelse sidde ved den. Hun mærkede hvordan hendes skridt blev kortere og kortere, mens hun lod øjnene fæste på skikkelsen med et undersøgende blik. Da hun kom tættere på, var det tydeligt at se hvem det var, selv i mørke. Hun mærkede til hendes store irritation, at hun faktisk følte sig glad over at se ham. ''Viktor..'' sagde hun lavt, da hun var bag ham.

Viktor

Han havde godt hørt at hun var kommet hen bag ham, men han sagde dog intet indtil hun var helt henne ved ham. "Candice" Sagde han med et lille smil og rejste sig roligt op og så på hende. Hvorfor han var kommet her om aftenen vidste ham ikke, da der nok ikke var store chancer for at hun ville invitere ham med indenfor i dag, nu hvor det var så sent. "Jeg har..ravet klar" Sagde han stille og knugede det blidt i hans hånd, da sådan en lille sten kunne have sådan en stor betydning for hans liv. "Er det..bedre jeg kommer forbi imorgen?" Spurgte han stille, da han efter deres sidste ord til hinanden den forgående dag, havde forvirret ham en del og han ikke ville trænge sig på.

Candice
Hun skævede en smule ned mod hans hånd hvor han holdte ravet, selvom hun ærligt måtte indrømme at hun havde svært ved koncentrere sig om ravet lige nu, for hun kunne ikke lade være med at tænke på om han mon var kommet så hurtigt tilbage fordi han gerne ville have en forklaring på hendes pludselige farvel i går. ''Nej, kom.. bare ind'' sagde hun med et venligt smil, inden hun trådte nogle skridt forbi ham og fik lukket døren op. Da hun trådte ind, gik hun med det samme hen mod hylden og lagde den grimoire hun havde haft med på arbejde væk. Hun havde blandt andet fundet ud af at vampyrer kunne sove, kunne spise almindeligt mad og havde forstærkede sanser samt følelser. Desuden havde hun især bidt mærke i en ting; hvis man tilbød en vampyr at dele sit blod med dem, kunne de se det som om at personen der tilbød accepterede dem for det de var og at det samtidigt var en meget personlig ting at dele blod - og blandt forelskede kunne det antages som en kærlighedserklæring. Hun vendte sig om mod ham og sendte ham et svagt smil, inden hun gik mod sit køleskab og tog en kande saft ud, som hun stillede på sit lille spisebord. ''Stoler du på mig i dag?''

Viktor

Han gik med indenfor og så sig en smule omkring, da han havde haft for ondt til at se sig ordentligt rundt i går. "Burde jeg?" Sagde han og sendte hende et drillende blik, men selvfølgelig stolede han på, at hun ikke ville forgifte ham igen uden grund. Derfor satte han sig ned og rakte mod et glas som hun havde sat frem. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende kort, da han blot synes at hun var kønnere i dag, men den følelser burde han ikke have til at menneske. "..Sagde jeg noget forkert i går?" Spurgte han stille. Han forventet ikke hun forklaret hvad der var sket, bare om han havde sagt noget forkert. Et ja eller nej også kunne de lade det ligge, hvis hun ikke ønskede snakke om det.

Candice
Hun satte sig ned foran ham og skænkede kort efter noget saft op i deres glas. Der var ikke noget bedre end at komme herud efter en lang dag og bare tænke dagens begivenheder igennem. Forsigtigt hævede hun glasset op mod sine læber og tog en lang slurk - for hun overvejede grundigt hvordan hun skulle svare på hans spørgsmål. Skulle hun være ærlig eller bevare sin stolthed? Hun satte tavst glasset tilbage på bordet og kiggede op på ham med et lettere opgivende blik, da hun ikke var typen som løj, men at udlade lidt detaljer følte hun dog at hun var nødt til. Hun havde følt sig jaloux og det skammede hun sig over - og han skulle ikke vide det. ''Nej.. Det.. Var mig selv jeg blev lidt forvirret over. Jeg.. Åbner mig sjældent op og.. At jeg følte at jeg kunne gøre det overfor dig, det.. skræmte mig lidt. Jeg snakkede med dig om ting jeg ikke har kunnet med andre omkring og jeg.. Følte at jeg for første gang ikke skulle skjule noget og jeg.. følte mig som.. -mig.. Det.. er ret latterligt, for jeg kender dig jo næsten ikke, det ved jeg, men..''

Viktor

På en eller anden måde blev han en smule lettet, da hun fortalte hvorfor at hun havde trukket sig væk så hurtigt dagen før. Han havde gået og spekuleret over, om hans spørgsmål om hvordan en heks blev bedre havde været for nærgående. Han havde derfor også forberedt sig på, at han skulle forsvare sig selv en smule og fortælle hvad han havde ment med sine ord, men ikke at sidde overfor hende og hun indrømmet at hun havde følt det underligt, at hun havde så nemt ved at lukke op overfor ham. Selv havde han jo også oplevet det samme, men han vidste på ingen måde hvad han skulle sige. "..Oh" Sagde han og bed sig i læben. Han tog det glas saft hun havde hældt op til ham og havde det helt dårligt med, at han ikke bidraget til samtalen, men det var virkelig kommet bag på ham.

Candice
Hun følte sig en smule utilpas over at sidde og - næsten - fortælle ham sandheden, men hvis det havde været omvendt, så havde hun nok også siddet og følt sig lidt akavet. Lettere afventende kiggede hun på ham, men hun kunne vist vente længe, for han havde ikke rigtigt nogle indskydelser at komme med. Svagt rømmede hun sig, da hun ikke gad at vente på at han fandt ordene selv, så måtte hun hjælpe ham lidt på vej. ''Men.. Jeg følte ikke at det kun gik en vej, for du fortalte mig også nogle ting som.. du kunne have valgt at skjule, men det gjorde du ikke.. Sig hvis jeg tager fejl.. I bund og grund er jeg nok også bare dårlig til at skabe nye bekendskaber..'' sagde hun stille efterfulgt af et kort smil, inden hun endeligt fjernede sit blik fra ham. I stedet tog hun atter kanden og skænkede tavst op i deres begges glas igen.

Viktor

Han vidste ikke hvorfor at det var kommet så meget bag på ham, men hun havde nok ret i at det havde nok at gøre med, at han havde følt det lidt på samme måde. "Jeg blev nok bare lidt paf, fordi jeg selv undret mig over, at jeg delte nogle ting med dig så jeg ikke burde, men..følte var det rigtige at gøre" Sagde han stille, da han vidste at han ikke burde fortælle så åbent om sit liv, men han havde allerede indtryk af at han kunne stole på hende med sådan nogle ting. "Man kan vel ikke være god til det hele" Sagde han med et lille smil, da han egentlig ikke mente at hun var dårlig til at skabe nye bekendtskaber og han vidste, at han måske ikke var den nemmeste at komme tæt på. Mange blev skræmte af hvad han var.

Candice
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt af ham, da han faktisk indrømmede det. Det var virkeligt sjældent at hun gik i så godt spænd med folk - og det var også sjældent at hun havde den følelse af at føle sig så tilpas fascineret af én, at man gerne ville lære mere om personen. Men hun måtte indrømme at hun ikke regnede med at det ville blive et langt bekendtskab, af en eller anden grund kunne hun bare ikke forestille sig at han ville blive i Bay Town i ret lang tid, men man vidste jo aldrig. Han havde jo snakket om at han gerne ville have hans pige til Texas, så måske? Og måske ville hun aldrig se ham igen, når hun havde fikset det rav for ham? ''Men synes du at det er forkert.. At vi har snakket om de ting? Burde vi bare.. Stick to the plan..''

Viktor

Han brummede let da han ikke rigtigt vidste hvad han syntes. Han ville selvfølgelig gerne snakke mere med hende, da der lidt måtte være en grund til at de snakket så godt sammen som de gjorde, de måtte have nogle fælles træk eller interesser som ligesom gjorde de faldt godt i spænd. Han havde fra start af vidst at han ikke skulle indlede sig med hende og det var dumt at få for tætte 'følelser' for en som ikke var vampyr. Kunne en heks og en vampyr overhovedet være venner? Men han havde ikke lyst til at de ikke skulle snakke mere, han ville vide mere. "Det..synes jeg vi skal lade tiden vise. Umiddelbart...synes jeg vi snakker godt sammen, så det vil jeg da ikke miste" Sagde han og vendte blikket lidt usikkert i ned i bordet.

Candice
Hun vidste at hun burde føle sig truet af at han var her, og at det måske ikke var det det smarteste for en heks at stole 100% på en vampyr. Selvom hun på ingen måde havde styr på hvad der var sket mellem hekse og vampyrer før i tiden, så var det nemt at tyde ud fra de gamle grimoires at vampyrer og hekse ikke var de bedste venner normalt. Men hvad der var sket før i tiden, det kunne de vel være ligeglade med? Hun bemærkede godt at hans blik virkede usikkert og hun ville egentligt ikke have bragt det på bane, hvis han ikke selv havde spurgt. ''Du har ret.. Vi må se hvad der sker'' sagde hun smilende, mens hun tog sig den frihed at betragte ham lidt, nu hvor han kiggede ned i bordet. Hun vidste ikke hvad det var med ham - hun var lidt skør med hans krøller, hans øjne og det at lignede lidt en 'dark handsome stranger'. I et øjeblik følte hun at hun kunne stirre sig blind på ham i en evighed. Det var så åndssvagt, synes hun. Han var jo 'bare' en fyr. ''Forresten er.. Det i orden at jeg kigger på den sten i morgen? Jeg er virkelig træt efter arbejde og.. Jeg tror ikke jeg kan koncentrere mig om det lige nu..'' sagde hun, også for at komme lidt væk fra stirreflippet xD

Viktor

Han var på en måde draget af hvad hun 'gjorde' ved ham og på en anden måde sad han også og skammet sig overfor sine kæreste. Hvilket han ikke forstod hvorfor, fordi han var jo på ingen måde flirtende overfor hende eller gjorde noget, som hans kæreste ikke måtte se. Hun vidste endda at han ville prøve at skaffe en sten til hende og det kun var hekse som kunne lave den. Men alligevel var der noget 'forkert' ved de tanker han havde om Candice. Han røg lidt ud af sine tanker i det at hun snakkede til ham. "Selvfølgelig, hvis du skal have hjælp med noget..så siger du bare til" Sagde han stille. Han kendte skoven ud og ind og hvis hun skulle bruge noget, ville han nemt kunne finde det. Faktisk var han også nysgerrig på hvordan hun gjorde.