Candice, Hunter, Wesley, Hope og Viktor

Candice 
Hun kunne ikke lade være med at se en smule forundret på ham, da han gav hende hans hættetrøje. Faktisk, var hun overrasket over den omtanke han viste. Først prøvede han at skaffe en sten for en anden og nu sørgede han for at hun ikke ville fryse. Var det virkeligt muligt at en som ham kunne sætte andre højere end sig selv? Det var i hvert fald ikke den forståelse hun havde fået af vampyrer ved at læse i sine grimoires, men måske var han bare anderledes? ''Det.. Behøves ikke..'' sagde hun med et skævt smil og undlod at tage imod hættetrøjen. Faktisk var hun normalt ikke stædig, men hun brød sig ikke om at tage imod noget fra nogle, især hvis det betød at de ville ''mangle'' noget. Hun vidste ikke, at vampyrer ikke kunne fryse.

Viktor

Han brummede svagt, da hun takkede nej. Normalt tænkte han ikke over, at mennesker ville fryse eller svede, da det ikke var ting som påvirket ham. Han mærket ikke kulden, men tilgengæld kunne han mærke varmen fra solen på sin hud om dagen, men med sit rav blev han på en immun, så han blev aldrig så varm at det var farligt for ham. "Vi..fryser ikke" Sagde han stille og rakte trøjen frem mod hende igen. På en eller anden måde var han lidt tøvende med at fortælle omkring en vampyrs 'vaner'. Han elskede sit liv, men han var bange for at skræmme hende væk. Hvis hun havde læst om vampyrer som nattens dæmoner, var han bange for at 'bekræfte' hendes fordomme, så hun ikke ville hjælpe ham.

Candy
Hun skævede en smule hen mod hans trøje igen og kunne i et øjeblik ikke lade være med at smile, da det alligevel var meget sødt at han ville varme hende. Det ville være uhøfligt at sige nej nu, især nu hvor han forklarede hvorfor han ikke behøvede den. Hun kiggede op mod hans ansigt, inden hun nikkede og gik med til at tage imod den. Hun lagde den hen over sine skuldre og bandt ærmerne løst fast ved hendes brystkasse, så den hang henover hende som et sjal. Hun vidste faktisk utrolig lidt om vampyrer og hvad hun læste i grimoires var ikke altid pænt, for det lod til at vampyrer og hekse var fjender før hen. Om de stadigt var, det anede hun ikke. ''Kan du så heller ikke.. Føle varme?'' spurgte hun stille og tog lidt prøvende fat en smule over hans håndled ''Kan du mærke varme fra berøringer? Eller..''

Viktor

Han blev en smule tavs, da han ikke var vant til berøringer fra andre. Dem i hans klan rørte ikke så tit ved hinanden og det var faktisk længe siden, at han havde set sin kæreste. Eller for et menneske ville det være lang tid. "Jeg kan godt mærke varme. Men..jeg tror ikke at det er på samme måde som et menneske. Vi..er meget sensitive overfor mennekser. Vi har med tiden lært at omgås mennesker, men..på dårlige dage er det svære at modstå" Sagde han stille og bed sig i læben, da han ikke ville prøve at skræmme hende væk, men til tider var det bare virkelig svært at 'styre' sin sult overfor et menneske. Normalt fokuseret han mere på mennesket foran sig, da deres puls oftes blev hurtigere ved nærkontakt.

CandICE
Hun vidste ikke om Viktor havde mange dårlige dage eller havde dage hvor han var tæt på at miste kontrollen, men hun kunne heller ikke lide at spørge - for et eller andet sted ville hun ikke vide det, for så ville hun begynde at tvivle om sin egen sikkerhed. ''Jeg har læst at vampyrbid ikke er fatale for hekse.. Vi kan blive omdannet og miste vores identitet som heks.. Men vi kan aldrig dø. Vi har naturen på vores side.. Hvis en vampyr bider os længe nok, vil.. Vores blod virke som tanna-blade og.. have en giftig effekt. Men vampyrer kan godt drikke af os.. Indtil det sker'' sagde hun stille, selvom det måske var dumt at afsløre. Hun vidste ikke hvor meget han selv havde læst grimoires, men hvis han havde, så vidste han det nok på forhånd. Svagt bed hun sig i læben, da det gik op for hende at hun ikke havde sluppet taget omkring hans arm. Hun sagde dog ikke noget og tog ligeså stille sin hånd til sig igen.

Viktor

Han først mærke til at de havde 'holdt' i hånden, da hun slap hans hånd. Det var lidt underligt, da han altid sørget for ikke at skave for tætte bånd med folk, på et eller andet tidspunkt vidste han at han skulle 'stikke' folk i ryggen, det lå lidt til hans natur at han var sin egen og gjorde kun ting der kom ham til gode eller hans nærmeste. "Du er ikke lige min type" Sagde han med et skævt smil. "Det var også kun i starten at jeg havde meget svært ved at..styre mig. Men det kan jo altid glippe" Sagde han og sendte hende et drillende blik, lidt i håb om at hun kunne se på ham at han blot mente det i sjov. De gik aldrig efter hekse, selvom de kunne suge blod var der en chance for de blev forgiftet, en heks havde os metoder hvor de kunne forsvarer sig. Et menneske var altid et 'sikkert' bytte, men det ville han bare ikke sige, hun måtte godt have en smule 'respekt'.

Candice
Hun smilede lidt af ham, da der nok skulle meget til før en vampyr ville angribe en heks og på en måde forsikrede han hende lidt, at han ikke havde tænkt sig at hun skulle være hans næste bytte. ''Men.. Du må da..Spise nogle gange'' sagde hun stille, da det selvfølgelig var utopi at tænke på at han aldrig angreb for at få noget at spise. Det slog hende lidt, at hun nogle gange havde læst i lokalavisen at der havde været indbrud på hospitaler og de eneste der var fundet stjålet var blodposer. Men det var nogle år siden og hun havde aldrig opdaget overnaturlig aktivitet i byen udover hende selv. Hun mærkede at vinden tog en smule mere til jo tættere de kom på vandet og at området blev mere åbent og ''sandet'' hvor de gik.

Viktor

Selv undgik han så vidst muligt at 'slå' til mod et levende bytte. Men han vidste, at der var mange af de nyere vampyrer som fortrak mennesker. Da han var yngre synes han også at jagten var den halve fornøjelse. Der var også noget helt særligt over at angribe et menneske, men han var også blevet klogere med årene. "Der er også andre metoder, selvom vi lever af levende ting, tror jeg også at vi..respektere det på en speciel måde" Sagde han og bed sig i læben, da det ikke var meningen at han ville 'dele' sådan noget med hende, men det røg bare ud af munden på ham. Man kunne vel ikke kalde ham for 'ægte' levende? Han så sig en smule rundt, da han også kunne fornemme at de begyndte at nærme sig stranden.

Candice
Hun så op mod ham med et undrende blik, da det ikke lød som om at han selv mente at han var ''levende''. Men han var jo heller ikke død? Hvad hun ikke kunne finde ud af var om han var menneskelig eller ej. Kunne han styre sine følelser og kunne i det hele taget føle noget for et eller andet? Hun vidste ikke helt hvordan hun kunne tillade sig at spørge ham uden at træde ham over tæerne, hvilket blot resulterede i at hun kiggede på ham med et spørgende blik, men i stedet besluttede sig for at lade være og i stedet kigge væk. Hun så ned for sig og smilede svagt da der lå en stor konkylie lige ved hendes fod. Forsigtigt bukkede hun sig ned og samlede den op i sine hænder. ''Kan du huske da man var barn og ens forældre bildte en ind at man kunne høre havet igennem den?'' spurgte hun, men det slog hende lidt at det sikkert var lang tid siden at han havde været barn. Kunne han overhovedet huske det? Hun løftede forsigtigt sin hånd med taget om konkylien og førte udmundingen op mod hans øre.

Viktor

Det mærkelige var han ikke selv kunne forklare hvad han var. På en eller anden måde lå det som 'dybt' i dem at de engang havde været menneske, men var blevet til vampyrer, så følelsen af at have været 'anderledes og menneske' lå dybt i ham. Så han kunne godt fornemme at han ikke var menneske, men han følte sig heller ikke som et dyr eller død for den sags skyld. Han kunne ikke rigtigt huske sin tid som menneske, kun korte glimt som ikke var særlige hyggelige, hvilket gjorde at han ingen gode minder havde om sin familie, faktisk havde han slet ikke nogle. Forsigtigt satte han øret til, inden han kort så på hende. Var det derfor at hun ikke var på 'nieavu' med andre hekse i hendes alderen? Ikke på grund af en konkylie, men på grund af hendes forældre? "Har du..mange minder om dine forældre" Spurgte han stille.

Candice
Hun lod konkylien hvile mod hans øre for en stund, mens hun kort overvejede om den rislen man kunne høre var ren indbildning eller om kunne høre et eller andet. Forsigtigt fjernede hun sin hånd igen, da hun mærkede at hun blev en smule mærket af hans spørgsmål. Men faktisk havde hun en lyst til at fortælle ham det. Ikke kun fordi han havde virket åben over for hende, men det var på en måde befriende at snakke om ting man havde tvunget sig selv til at ligge på hylden og lade som om at det ikke eksisterede. ''Min far har jeg.. Ikke set i mange år.. Min biologiske mor kan jeg ikke huske.. Det.. Eneste minde jeg har om hende er at hun har sendt mig nogle grimoires fra min slægt dengang jeg blev 18..'' forklarede hun med et skævt smil, mens hun begyndte at gå nærmere vandet. Der var faktisk utroligt fredeligt her om aftenen når man tænkte på hvor meget liv der var om dagen. ''Hvor er du fra? Du.. Ligner ikke en amerikaner''

Viktor

Han blev lidt overrasket over, at hun faktisk ville fortælle sådan noget til ham. Han havde egentlig spurgt fordi han ikke selv kunne huske det, men uanset hvor meget 'anderledes' han var i dag, ville ens forældre vel altid spille en speciel betydning i en ens. "Så..hun lever altså stadigvæk?" Spurgte han med et skævt smil. Han så kort på hende, da hun spurgte ind til hvor han kom fra. "Jeg kommer fra Ukraine oprindeligt. Men der er mange år siden jeg har været der" Brummede han. Han gik hele tiden og kigget ned i sandet, men det var noget sværere at finde rav end han først lige havde antaget.

Candice
Hun nikkede svagt, da også godt vidste hvor hun boede, for hendes mor havde vedlagt hendes adresse dengang hun fik sin gave. Hun boede et godt stykke væk i Virginia, men hun havde faktisk ikke lyst til at opsøge hende - hvorfor skulle hun opsøge én, som ikke ville være mor for hende dengang hun havde behøvet det? ''Kan du huske noget?'' spurgte hun og mærkede hvordan hun blev mere og mere nysgerrig. Hun havde aldrig mødt en som ham og hun var sikker på at han kunne fortælle hende mange historier om hans liv. De fordomme hun først havde haft da han stod foran hendes dør var der stort set ikke mere. Hun havde set ham som noget fremmede - hvilket kan såklart var, men hun følte sig underligt fascineret af hvad han kunne fortælle. ''Måske.. Er stenen til en i Ukraine?'' spurgte hun igen og bed sig i læben, da hun pludseligt begyndte at spørge meget - faktisk glemte hun helt at kigge efter stenen xD

Viktor

Han nikkede let, "Jeg kan huske en del efter jeg blev til vampyr, men mit liv som menneske kan jeg næsten ikke huske" Sagde han og betragtede hende kort. "Jeg mødte min kæreste der for længe siden og hun..kommer her til Texas, derfor skal jeg bruge en sten så hun også kan færdes i sol" indrømmede han. Det var egentlig ikke hemmeligt, at hans kæreste skulle bruge stenen. Først ville han gerne holde det skjult, men efter de havde fået snakket sammen så han ikke at de ville kunne gøre en skade for nogen eller ændre på noget. "Hvad med dig? Har du en udkårende?" Sagde han med et lille smil, men så vidt han havde forstået, var det meget normalt at hekse holdt sig meget for sig selv.

Candice
Hun så en smule overrasket op på ham, da han nævnte en kæreste. Det besvarede jo lidt det spørgsmål, som hun ikke turde at spørge før - han kunne føle og åbenbart stærkt, for hvis han havde mødt hende i Ukraine måtte det være et forhold med mange år i bagagen. ''Bor hun stadigt i Ukraine?'' spurgte hun og lod blikket hvile lidt længere på ham end hun egentligt ville. Hun vidste ikke hvor lang tid det var siden de havde ses, men han måtte have et stærkt ønske om at få hende til at være en fast del af hans liv. Dog kunne hun ikke lade være med at grine, da han spurgte om hun var sammen med nogle - I hendes hoved var det ret utænkeligt. ''Nej, det har jeg godt nok ikke..'' sagde hun i et lidt mere fjollet tonefald end hvad hun ville.

Viktor

Han nikkede let da hans kæreste stadigvæk fra i Ukraine, meget af hans 'familie' var der og hun havde også et stort fællesskab der. Selvom en vampyr kunne gå rundt i solen med et stykke rav, det var alligevel meget anderledes pludselig at leve et liv i lys og blandt mennesker. "Ja, hun har lovet at give det en chance her, ellers tager vi nok tilbage hvis..tingene ikke passer her" Sagde han med et skævt smil. Han fik blot bekræftet at hekse var meget dem selv, i det hun næsten fandt det fjollet at have en kæreste. "Er det ikke mærkeligt at være den eneste af sin slags..her i nærheden?" Spurgte han lidt forsigtigt. Mest fordi han ikke kendte andre hekse i nærheden og hvis hun heller ikke kendte sine forældre.

Candy
Hun syntes at det var underligt som hendes syn konstant ændrede sig på ham. Og for første gang i lang tid følte hun at hun kunne dele ting om hende selv uden at nogle ville rynke på næsen. Ikke engang Hope vidste hvad hun var og på nogle områder var det ensomt at bære den hemmelighed alene. ''Jo.. Det er det. Jeg har mødt lidt af min familie fra min mors side da jeg var yngre, men dengang vidste jeg ikke at de var hekse. Eller at jeg var for den sags skyld.. Jeg har aldrig.. Snakket om nogle omkring hvad.. Jeg er..'' indrømmede hun og sukkede svagt, da hun ikke ville fremstå som en der pev over tingene, for det gjorde hun aldrig. Forsigtigt satte hun sig på hug og lod blidt sin hånd køre igennem sandet. Det var svært for hende at se noget, men det rav gemte sig godt. Lettere opgivende satte hun sig i stedet helt ned og lod blikke falde hen mod vandet. ''Pause?''

Viktor

Han forstod ikke helt hvordan hun kunne være så 'åbne' overfor ham omkring de ting. Hun var en heks som holdt kortene ind til kroppen og derfor ikke nævnte så meget om sig selv. Men han havde heller aldrig rigtigt fortalte andre om de ting, som han havde nævnt overfor hende. Der var ligesom en underlig form for tillid mellem dem allerede. De følte sig begge tilfredse med hvor de var, men alligevel vidste de at de var anderledes på et eller andet punkt. Han kørte lidt en indre kamp med sig selv, om han gjorde det rigtige eller forkerte her, men for en gangs skyld kunne han være sig selv. Han nikkede let og satte sig ved hendes side. "Pause" Gentog han stille og trak vejret dybt, da han elskede at sidde stille i mørke og bare 'mærke' naturen omkring sig.

Candice
Hun trak hans hættetrøje en smule tættere om sig og sukkede svagt, da hun altid følte sig så veltilpas og rolig når hun kunne sidde og betragte naturen i dens store helhed. Desuden var der noget smukt og specielt ved en øde strand. Det var bare en skam at de var gået glip af solnedgangen, som i hendes øjne var noget af det smukkeste naturen kunne byde en. Hun trak forsigtigt sin mobil op af lommen og fik skrevet til Hope, at hun ikke kom hjem til aftensmad i dag. ''Jeg skulle lige give min søster besked..'' sagde hun og nikkede kort mod telefonen, inden hun blot lagde den tilbage i sin lomme. Hun skævede derefter en smule usikkert hen mod ham og betragtede tavst hans træk i profil. Igen slog det hende hvor iøjefaldende hans øjne var, selv i mørke. Det havde ikke været hendes mening at stirre og hun følte sig virkelig uhøflig over at gøre det. Hun fjernede omgående sit blik og lod i stedet forsigtigt sin ryg læne sig mod sandet, indtil hun lå på ryggen. På den måde tvang hun sig også lidt til at kigge op i himlen i stedet for hen på ham.

Viktor

Han brummede let, da han ikke vidste at hun havde en søster i det at hun ikke kendte andre hekse, men det måtte være en som ikke kendte noget til deres univers, alligevel følte han sig nysgerrig til at spørge ind til det. "Kender hun noget til..dig?" Spurgte han med et skævt smil. Han lagde godt mærke til, at hun kigget hans vej da hans sanser altid kørte på højtryk når det var mørkt, men han sagde intet. Han var vant til at mennesker havde en vis 'tiltrækning' af ham, men på en eller anden måde var det anderledes med hende, da han heller ikke helt kunne dy sig for at kigge på hende. Han lagde sig ned på ryggen som hende, kort bed han sig i læben da der virkelig var mange stjerner herude. "Hvor det smukt" Mumlede han stille.

Candice
Hun vidste godt at han nok havde set at hun havde haft kigget sådan på ham, for hun glemte hele tiden at han så alt i mørke. ''Nej.. Det skal hun heller ikke..'' sagde hun stille, da hun slet ikke vidste hvordan Hope ville reagere hvis hun fik det at vide. Hun ville for alt i verden ikke ødelægge sit bånd med sin søster og dette kunne måske være bomben der kunne gøre det. Hun vendte forsigtigt sit hoved, da hun fornemmede at han lagde sig tæt ved hende. Det var ikke så tit at hun tillod at folk var så tæt på hende, men hun stolede på at han ikke ville gøre hende noget. Det havde han flere gange bevist i dag. Hun nikkede svagt og holdte blikket mod stjernerne for en stund, inden hun en smule mod sin vilje skrånede ansigtet mod ham. ''Ja.. Det.. Er det'' sagde hun stille, egentligt uden helt at vide om hun snakkede om stjernerne eller ham. Hun sukkede lydløst over sig selv for over hovedet at tænke i de baner, og selvom hun netop havde fået lagt sig, satte hun sig op igen.

Viktor

Han vidste ikke helt hvordan han skulle tage den kommentar, men han kunne ikke tro at hun snakket om at hun synes han var smuk? Det måtte vidst være mere end blot ønsketænkning og en tilfældighed at de havde fået øjenkontakt i det han sagde det. Han lagde sig roligt en smule om på siden i det hun satte sig op igen, bare så han kunne holde øje med hende i mens. Han sørget for at hans bevægelser var stille, i det at det var meget mørkt og han ville ikke gøre hende forskrækket over pludselige bevægelser. På en eller anden måde følte han, at det var ret stærkt at hun kunne holde sådan en hemmelighed overfor sin søster. Personligt havde han meget få tæt på sig, men overfor dem havde han svært ved at være 'hård'. Men det var som sagt kun meget meget få.

Candice
Selvom hun sad med ryggen til ham, så kunne hun næsten fornemme at hans øjne lå på hende. Hun opdagede at der var en pludselig stilhed i mellem dem efter hendes sidste kommentar og hun vidste ikke helt, om hun var overskredet en grænse ved at sige det. Hun følte sig en smule fortumlet i sit hoved, og hende, som normalt havde et fuldstændigt køligt overblik og tænkte før hun talte, mærkede hvordan hendes fornuft mere eller mindre forduftede i disse minutter. Forsigtigt lukkede hun øjnene i og prøvede at slappe af og tænke rationelt som hun altid gjorde, men det eneste hun kunne mærke var at hendes hjerte slog hårdere og hårdere når hun tænkte på at han lå bag hende og betragtede hende. For at komme ud af det hele, rejste hun sig hurtigt op og tog en dyb indånding en enkelt gang. ''Nå, skal vi..''

Viktor

Han havde slet ikke regnet med at en så ung heks ville kunne slå ham så let ud af kurs, men han havde faktisk slet ikke lagt mærke til, at han var blevet stille. Han kunne med det samme mærke, at hendes puls steg en smule, så måske var det ikke kun hende som havde en påvirkning på ham? "Ja, lad os" Sagde han og bed sig i læben, da han ikke brød sig om den stilhed som var kommet mellem dem, men på et eller andet punkt var der også en helt speciel spændning mellem dem, som på en eller anden måde også var et friskt pust end han var vant til blandt andre. "Hvis vi fortsætter hen af stranden så..skal du passe på, der ligger en masse sten" sagde han stille, da han ikke var sikker på hvor langt hun kunne se.

Candice
Hun børstede noget sand af sin kjole da hun var kommet helt på benene og begyndte forsigtigt at gå frem ad igen. ''Det ved jeg'' smilede hun lidt, da hun efterhånden havde gået op af den strand mange gange i løbet af de sidste par år, men derfor var det stadigt ikke helt rart at gå over dem i bælmørke. Hun havde svært ved at fokusere på at finde det rav, men hun vidste at der tit lå rav ved de sten når vandet skyllede dem op. Hun mærkede at hun langsomt begyndte at få styr på sig selv igen, men hendes trang til at kigge på ham skulle hun hele tiden kæmpe med. ''Hvor.. Længe har I været adskilt? Dig og din..pige'' spurgte hun stille, for at bryde stilheden lidt. Og samtidigt huske sig selv på at han var uopnåelig på mange forskellige måder. Måske var det i virkeligheden det som tiltrak hende?