Kahn, Bran, Lidia, Morgana, Thorn, Cliff og Hadriel 2

Boo

Kahn


Han kom rank gående gennem byen, da han havde hørt rygter om, at der var en genganger af Shaleya. For første gang i lang tid var han nervøs. Tænk hvis hun virkelig fandtes! Dog lod han det på ingen måde komme til syne overfor andre. I stedet gik han med et roligt blik og prøvede at få øje på det velkendte røde hår. Det var længe siden, at han sidst havde sat sin ben i byen og det var en speciel følelse at være tilbage. Meget var ændret og alligevel virket det hele så bekendt. 

Morgana:
Hun havde været nede og sælge nogle af familiens æg hos den lokale købmand. Økonomien var god i øjeblikket derhjemme og de manglede bestemt heller ikke noget. Derfor havde hun også været inde og købe lidt stof, så hun kunne sy en kjole. Hun smilede til købmanden og sagde pænt farvel, inden hun trådte ud af forretningen og kiggede kort rundt til begge sider. Hun havde lige nået at sælge samt handle inden de lukkede for dagen. Hun sukkede let og gik ned af gaden. Der var ikke mange mennesker på dette tidspunkt.

Kahn

Han stoppede brat op, da der kom en pige ud fra en købmand, der lignet hans kone på en prik. Hans hjerte sprang et par slag over, dog fik han hurtigt kontrol over sig selv igen. Han kneb øjnene let sammen, for at gennemskue hvor hun var på vej hen. Han skyndte sig op på siden af hende. "Øhm undskyld". Sagde han og mærkede igen, hvordan det kom bag på ham, pludselig at stå foran en tro kopi. "Du....ved vel ikke hvor jeg kan sove for natten? Jeg..er næsten lige ankommet til byen" Mumlede han og rettet sig op, da han heller ikke skulle virke for flink.

Morgana
Hun gav et gisp fra sig, da der pludselig stod en mand ved hendes side. Hun havde slet ikke hørt ham komme hen til hende. Hun smilede dog lidt, for ikke at virke alt for forskrækket. ''Det gør ikke noget'' sagde hun smilende, mens hun forsigtigt stillede sine poser ned ved sine fødder. ''Øhm.. Jo, der er motellet henne ved spisestedet derovre'' sagde hun og pegede frem for sig. ''Du kan ikke..se det her, men det er ca 300m længere fremme'' forklarede hun og undgik bevidst øjenkontakt.

Kahn

Han prøvede at kigge efter den vej hun peget og brummede svagt, da hun efterfølgende sagde, at han ikke kunne se det herfra. Han brummede lettere fornærmet. Godt nok hjalp han hende, men han skulle jo bruge en undskyldning for at komme i kontakt med hende. Han skævede kort til hendes poser på jorden og brummede svagt. Uden videre bukkede han sig ned og tog hendes poser. "Nu skal jeg" Sagde han lidt tørt. Han havde virkelig svært ved at være hjælpsom og hans kontakt med andre folk var lidt rusten. Han tog posen over i sine ene hånd og rakte sin hånd frem. "Kahn" Sagde han stolt. Han var ikke sikker på, om hans navn stadig var kendt i byen?

Morgana
Hun skulle til at sige ham imod, da han bar hendes poser op, men det turde hun ikke for at virke uhøflig. ''Tak'' mumlede hun lidt efter og prøvede smile lidt, inden hun rankede sig op. Hun kunne godt fornemme, at han ville i kontakt med hende, men igen turde hun ikke at spørge ind til hvorfor. ''Kahn?'' gentog hun og var tavs i noget tid. ''Ligesom i myten Kahn?'' smilede hun og tog nogle skridt frem. Hun overvejede at sige at hans forældre da måtte have hadet ham, men det var ikke noget man sagde til en fremmed mand.

Kahn

Han kunne ikke lade være med at rette sig lidt op, da hun nævnte myten. Så hans navn skræmte altså stadigvæk folk fra vid og sans. Selvom det var lidt uhøfligt, valgte han ikke at svarer. I stedet, så han ned på poserne og følte sig pludselig lidt dum, da han bare havde taget dem. "Skulle jeg hjælpe dig eller vil du have dem igen?" Sagde han lidt hårdt. Nu vidste han da, at hun var i byen, så ville han altid have mulighed for at finde hende på et andet tidspunkt.

Morgana
Hun fortrak svagt en mine, da hans tonefald pludselig blev så hårdt. Hun valgte at ignorere spørgsmålet om poserne og stoppede i stedet op og kiggede undrende på ham. ''Er der noget galt?'' spurgte hun og bed sig lidt i læben. Normalt snakkede hun ikke til fremmede. Så skulle det kun være hjemme på gården, når hun hjalp sin far med at smede byens heste. ''Glem at jeg spurgte'' sagde hun efter kort tids stilhed, inden hun atter gik frem,  for at give et tegn på at han godt måtte bære hendes poser.

Kahn

Han brummede svagt, da hun spurgte om der var noget galt. "Måske skulle jeg spørge dig om det samme. Jeg ved det er et vis myte om denne Kahn, det er bare et navn. Hvad med at lade personen bag komme frem?" Brummede han og prøvede lidt at manipulere lidt, med hendes dårlige samvittighed. Egentlig havde hun ikke reageret særligt voldsomt på hans navn og han var lidt usikker på, om hun overhovedet ville reagere på det. "Jeg fik aldrig fat i dit navn?" Sagde han med et lille smil og kom hurtigt op på siden af hende.

Morgana
Hun skævede lidt til ham, da hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige, når han sådan snakkede i gåder. Hun smilede dog blot til ham, da han smilede til hende. ''Mit navn? Jamen skal vi ikke bare sige at jeg hedder Shaleya, så er vi begge to mytiske'' sagde hun med et svagt grin, inden hun skævede hen mod sit hus som lå længere fremme. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun ikke fortalte ham sit navn. Han virkede bare mærkelig og ikke som en type, hun havde lyst til at lære at kende fremover. ''Jeg bor derhenne'' sagde hun. Lyset var slukket i huset, så familien måtte være gået i seng.

Kahn

Han brummede svagt, da han nævnte hans kone navn og slog med et blikket i jorden, da han nævnte hans tidligere kones navn. "Så...hvis vi ligefrem er gift, får jeg så noget rabat? Jeg skal have mig en hest, så jeg lettere kan komme rundt" Sagde han og brummede svagt. Egentlig havde han ikke brug for en hest, men så ville han da have en undskyldning for at komme igen. Han brummede svagt, da han ikke helt vidste, hvordan han skulle gribe hende an. Han gik hen og satte poserne på et lille bord. "Det var..hyggeligt at møde dig" Sagde han lidt dumt.

Morgana
Hun måtte indrømme, at hun var noget forvirret over hans skiftende humør. Men han havde sikkert haft en lang dag nu hvor han var nytilkommer. ''Vi har faktisk en hoppe til salg'' sagde hun og pegede hen mod folden, hvor den løb rundt sammen med deres andre heste. ''Det er den røde der. Med blisen'' forklarede hun, mens hun kiggede hen på ham. Egentligt følte hun sig lidt ond over ikke at invitere ham indenfor, især nu hvor han også havde båret hendes poser hjem. ''Vil du.. uhm.. Med ind og have en kop te? Jeg har købt urter idag.. Helt.. friske'' forklarede hun og bed sig i læben.

Kahn

Han brummede svagt, da hun faktisk inviteret ham indenfor. Et eller andet sted, kunne han godt se, at han nok ikke havde været voldsomt sød overfor hende og han var nødt til, virkelig at charme sig ind, hvis han ville gøre sig håb om at se hans kone igen. "Hvad tror du de andre siger til, at du invitere Kahn indenfor?" Mumlede han med et skævt smil. Han gik roligt over til hoppen og smilede svagt, da den var ret smuk. Normal var han ret voldelig og ligeglad med andre. Men dyr havde han et specielt forhold til, måske fordi han næsten selv var et. "Hvad hedder hun?" Spurgte han stille.

Morgana
Hun smilede let, mens hun svagt trak på skuldrene. ''Mine forældre sover.. Min far er efterhånden ved at være halvdøv, så han høre intet'' smilede hun skævt og vendte blikket tilbage mod hoppen, som fjollede rundt med en af ponyer. ''Zenta'' sagde hun og betragtede hoppen kort, inden hun tog sine poser fra bordet og bevægede sig hen mod døren. ''Ville du med.. Eller vil du hen og reservere et værelse på motellet?'' spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Egentligt vidste hun godt at motellet var lukket for dagen nu, men hun vidste ikke helt præcist hvad hun skulle stille op med ham.

Kahn

"Zenta" gentog han med et skævt smil og betragtede kort hoppen. Egentlig havde han ikke noget specielt at bruge en hest til, da han kunne løbe hurtigt selv, men nu hvor han var blandt mennesker, ville det være godt med en hest. "Hvis jeg købte hende, måtte hun så fortsat stå her når jeg ikke brugte hende. "Jeg betaler selvfølgelig alt, men hun hygger sig og det bedre..end hun står alene ved kroen" Sagde han og så hen på hende, da hun inviteret ham indenfor. Han brummede let som tak. "Jeg bliver ikke så længe" Forsikrerede han hende, da hun sikkert også var træt.